“And maybe my star’s not bright
But it’s still on it’s still on”- synger vokalen i “Smoke”.
Det siger det hele.
Starflyer 59’s plade er tidløs, og det er især dem, der elsker Interpol (amerikansk post-punk/rock band) eller Joy Divison, der vil elske denne samling. Sangen “Are you listening” er den sang, man bruger som soundtrack på den scene, hvor det er sidste udkald, inden man ikke orker prøve mere at tale til en person, eller irettesætte i en situation.
Lyrikken kan egentlig både tolkes eksistentielt, såvel som bogstaveligt i en relation. Musikken er til dem med en samvittighed, de ikke ved, hvad de skal gøre ved. “Not that I want To” maler et billede af en person, der har fejlet. Selvom vedkommende ikke ville. Og det er de forhold, vi mennesker har. Ting sker, og vi har brug for at forholde os til det. Pladen har et koncept, og det er enkel rock’n’roll. Og det fungerer, og jeg tænker igen på Sune Wagner (dansk musiker) og Steen Jørgensen (dansk musiker-Sort Sol) og de romantiske universer, de har opført gennem musikken. Følelsen af tab og forsøg på kommunikation bliver italesat på denne plade. Der er ikke en direkte løsning, men der er fællesskab.
Ærlighed. Konfrontation. Fremtidssyn – især i “Remind me”.:
I wanna work with my kid
Record all of his songs
‘Cause mine are all gone
And when I play guitar I’ll play it on weekends
Write riffs with my son
Or some of my old friends
Starflyer 59 kommer videre ved at erkende, hvad der er sket. Kun på den måde bliver det til andet end blotte røgringe.
