Tro, Håb & Inspiration

Flot debut!

Stephen Stanley leverer solid rock med gode tekster. Dette er hans første album i fuld længde (før det er der kommet en EP og en single).

Stephen Stanley er præstesøn og startede som lovsangsleder i farens kirke, men springer nu ud som artist. Han begyndte at spille guitar som 9-årig, senere kom der også klaver og trommer, og han begyndte at skrive sange. Stephens stemme er rå og upoleret, indimellem minder den om Post Malone (på enkelte sange som fx sangen Run And Hide, når der skråles igennem), men Stephen synger bedre.

Der er ikke mangel på gode sange. De to første rigtige sange, The Edge og Outta My Mind, har begge iørefaldende melodier og godt guitarspil (Den allerførste sang er egentlig bare nogle stemningsfyldte lyde). Mine favoritsange er dog Whatever It Takes, som har et stort lydbillede med celloer i baggrunden og også et baggrundskor samt orgel til sidst og desuden en god tekst om at være overgivet til Jesus.

Jeg kan også rigtigt godt lide The Heat, som er et atypisk rocknummer, fordi rent musikalsk går det hen og bliver en dance-rytme i trommerne på omkvædet, men det virker godt. Teksten er en bøn om hjælp. På sangen Note to Self synger han duet med Riley Clemmons, som også er en forholdsvis ny artist, som har lavet to succesfulde plader i henholdsvis 2018 og 2021. Deres stemmer klinger godt sammen, når de synger tostemmigt.

Det sidste nummer, Where I’ve Been, som er et stille et af slagsen, runder en god plade af med en god vel-sunget sang. Herefter er pladen ikke helt slut, for så kommer der seks videoklip med liveoptagelser af udvalgte sange. Mine to favoritter kom dog ikke med her. Det er okay. På videogentagelsen af Where I’ve Been ser det ud, som om bandet er ved at pakke sammen, mens Stephen synger til playback.

Kunstner: Stephen Stanley
Titel: Divided Frame of Mind
Genre: Rock
Download: itunes.dk
Pris: 89,00 kr.

Her kunne din reklame være
Se også