Tro, Håb & Inspiration

Å-festival – en fest med Gud i centrum

Sidsel Borum Poulsen talte med flere af de glade deltagere på
Å-festivalen i Sdr. Felding.

Af Sidsel Borum Poulsen

Der er blevet trykket play på playlisten for årets Å-festival, den drøner ud af højtalerne hele vejen til Vestjylland. Det er pinse, og traditionen tro indtager unge kristne fra hele landet Sønder Felding by, som for 28. gang danner ramme for årets Å-festival. Dette år under temaet ”God’s playlist”.

Det store 12 masters mødetelt er hejst, scenen er stillet op sammen med knap 2700 stole. Der er et mylder af mennesker, som hilser på hinanden, glæden er stor. Alt er klar til et brag af en fest.

Fedt at Gud er i fokus

En fest som 16-årige Julie Vogt Hansen fra 9. klasse på Frøstruphave efterskole har nydt at være en del af. Julie fortæller, at det er anden gang, hun er med:

”Det er så fedt, at vi kan samles om ét fælles mål: at lovprise Gud. Her kan man få lov at være sammen med efterskolevennerne på en måde, hvor det er Gud, der er i fokus.”

Festivalen blev åbnet af rockbandet Abandon fra Texas. Det var et brag af en koncert, som kunne høres på hele pladsen. Festivalen var for alvor skudt i gang og fortsatte for nogens vedkommende helt til den lyse morgen.

Lørdag morgen var der bibeltimer, og for tredje år i træk var der her mulighed for, at de ”ældre” unge kunne lytte til en 20+ tale.

Å-festival er en Pause

Fælles for de to bibeltimer var emnet Pause. Og netop dette emne satte nogle tanker i gang hos Simone Rahbek Frøkjær, elev på Det Kristne Gymnasium.

Hun beskriver for mig den sidste hårde tid i 3.G med afleveringer, og hvad der nu ellers følger med, men siger om pinsen:

– Å-festival har fungeret som en pause for mig. For her kunne jeg lægge skolearbejdet væk og fokusere på at have det hyggeligt med mine venner og sætte Gud i fokus, siger Simone.

Hun er imponeret over den iver efter at fortælle om Gud, hun ser hos forkynderne: ”Man kan virkelig mærke, at talerne har meget på hjerte og brænder for at forkynde det, de tror på”.

For Simone er Å-festival et ”break” fra hverdagen, hvor lovsangen, talerne og musikken alt sammen giver et boost til den kommende eksamenstid.

Godt for selvværdet

Lørdag eftermiddag var der en række seminarer og små koncerter rundt omkring på pladsen og i byens missionshus.

Et af seminarerne deltog Julie Vogt i. Det blev holdt af Sofie Bruun Simonsen og havde titlen ”Created by”.

”Det seminar om selvværd har boret sig fast i min hjerne på sådan en fed måde. Hun snakkede om skyld og skam og om, hvordan vi nogle gange kan føle, at vi ikke er gode nok. Hun sluttede det hele af med at sige: Du er værdifuld, fordi du er skabt af Gud! Uanset hvad du gør, eller hvordan du selv føler, så er du god nok, fordi du er barn af Gud. Det var bare mega fedt at høre.” fortæller Sofie.

Jorden rystede

Lørdag aften var der to koncerter, som fik jorden under Sønder Felding til at ryste. Bandet Trala med forsangeren Moriah Peters, som tidligere har været på å-festival, formåede at få alle i teltet op af stolene og danse til deres rockede numre.

De blev skarpt efterfulgt af det alternative rockband Remedy Drive, som med deres skarpe tekster fortæller historier om deres kamp mod den virkelighed, der er nu, hvor mennesker nogle steder bliver solgt som varer.

I bandet har de udfordret hinanden på, hvad det betyder i deres liv at være kristne: at gøre en lille forskel der, hvor man kan, selvom det kan virke som ingenting i det store perspektiv. En udfordring, som de gav videre til publikum gennem deres musik og tekster.

Søndag aften var der skruet helt op for volumen i det store telt. Flere hundrede mennesker tog til

Sønder Felding denne aften for at tage del i den store lovsangsfest, som skulle holdes.

Teltet blev for lille

Mødeteltet kunne ikke rumme de mange mennesker, så en af siderne på teltet blev taget af, så der kunne laves ekstra rækker af stole uden for teltet. For Simone Frøkjær er lovsangsfesten noget af det allerbedste ved Å-festival:

”Lovsangsbandet var gode til ikke at lægge fokus på sig selv – men i stedet på selve lovsangen. Det var fedt at lovsynge sammen med så mange, man kunne simpelthen ikke lade være med at smile!”

For både Julie og Simone var det ikke et farvel til Å-festival, men derimod et ”på gensyn til næste år”:

– Jeg er slet ikke færdig med Å-festival endnu. Fællesskabet er så fedt. Det er lidt en ting, man gør med efterskolevennerne, men jeg tror bestemt, jeg vil fortsætte med det efter efterskole. Jeg får så meget ud af det.

Jeg tror ikke, jeg vil kunne undvære at høre om Gud og få lov til at prise ham på min helt egen måde, slutter Julie.

Her kunne din reklame være
Se også