Katolsk Pokemon Go skal få folk til at fange helgener
En katolsk organisation har lanceret en ny gratis app som alternativ til den kendte Pokemon Go. Den nye app ”Follow JC Go!” skal få spillerne til at fange forskellige helgener og findes nu på spansk, mens de engelske og italienske versioner er på vej.
”Follow JC Go!” er udviklet af Ramon Pane Foundation. Mens spillerne leder efter helgener, andagter og bibelske personer, bliver de også dirigeret til den nærmeste kirke og opfordret til at bede der.
– Kirken har aldrig før haft et lignende projekt. Denne katolske app har den allermest avancerede teknologi, der findes, forklarer Ricardo Grzona i et interview med Crux Now.
– Paven er ikke særlig teknisk, men han var begejstret og forstod ideen af det, vi prøver at gøre: at kombinere teknologi med evangelisation, forklarer Ricardo Grzona.
Udviklingen af app’en har kostet 500.000 dollar, som kommer fra private donorer og sponsorer. Adskillige teologer og kirkehistorikere har bidraget til indholdet.
”Follow JC Go!” udkommer forud for den næste World Youth Day, som finder sted i Panama den 22.-27. januar 2019.