Tro, Håb & Inspiration

Hvordan finder jeg den eneste ene?

Hvad skal man tænke på som ung og kristen, når man gerne vil begynde at date? Hvad er vigtigt, og hvordan finder man den rigtige?

Når man er ung og kristen, kan det være svært at finde ud af, hvordan man skal agere, når man vil begynde at date eller finde en kæreste og måske kommende ægtefælle.

Frank Powell er ungdomspræst i USA og mener, at der tales alt for lidt i kirken om, hvordan de unge skal forholde sig til det at finde en kæreste eller kommende ægtefælle – og det skal der gøres noget ved, så de unge bliver hjulpet på vej.

Derfor giver han på hjemmesiden faithit.com nogle råd, som han mener, er en god rettesnor, når man som kristen søger kærligheden. Nogle af den lyder sådan her:

Mange stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan finder jeg ”den eneste ene?” Det gør du ikke, siger ungdomspræsten Frank Powell, men søg efter én, der passer bedst til dig.

Gå på date med det formål, at det skal føre til ægteskab

Den sætning kan man godt få galt i halsen, men betydningen er, at du skal gå på date med det formål, at det gerne skal føre til noget vedvarende. Ellers er det meningsløst. Her er det vigtigt at vide:

En date og dating er IKKE det samme! At mødes til en kop kaffe eller en middag med en af det andet køn, er ikke det samme som dating. Dating er, når man mødes oftere og begynder at dele liv og være mere intime overfor hinanden. Så skal du begynde at overveje, om det er noget, du vil bygge på, eller ej.

Lav en liste over din partners ønskede værdier og gå ikke på kompromis

Det er en god ide at vide, hvilke værdier du ønsker, at din kommende ægtefælle skal besidde. Hvis du ikke har nogen ide om det, går du uden retning, og så kommer du let ud på et sidespor.

Ved at have nogle ønsker til din kommende partners kvaliteter og værdier, kan du nemmere finde ud af, om I går samme vej. Det betyder IKKE, at det skal være sådan en facit-liste, hvor alle punkter skal være opfyldt, for det kan sandsynligvis ikke lade sig gøre.

Men det er med til at vise vejen. Fx er det ikke så smart, hvis du vil være missionær, og din kommende ægtefælle vil have hus og fast arbejde. I skal gerne dele drømme og visioner, så der er et fundament at bygge på, og I ser den samme fremtid for jer.

Inddrag andre

Lad være med at date, uden at inddrage andre – hav nære venner omkring dig, som kan vejlede dig undervejs og hjælpe dig med at afklare, om du har fundet den rigtige partner. Dine venner kan måske se ting, du ikke er klar over, som kan forhindre et forlist ægteskab. Når man er forelsket, kan det være svært at være realistisk. Så lyt til dem, og tænk over det, de siger, undervejs.

Ægteskab eller ikke?

Hvis du ønsker at blive gift, er det helt efter Guds vilje. Det var derfor, han gav Adam sin Eva – for han kunne se, at Adam ikke havde det godt alene. Så det er godt at ville giftes – når det er den rette tid. Lad være med at skynde dig, vær tålmodig og lad Gud vise vejen. Hvis han har lagt en længsel i dig efter ægteskab, vil han også lade det lykkes.

Det er ok IKKE at ville giftes. Gud har aldrig sagt, at ægteskab er den ultimative løsning for mennesket. For nogen er det bedre at være alene. Kirken har haft en tendens til at lægge pres på singler ved at spørge: “Skal du ikke snart giftes?” – så de føler, at de SKAL giftes, men det er ikke løsningen for alle.

Så hvis du oplever, at Gud vil, at du skal leve alene, så er det en gave fra ham, og så skal du ikke give efter for noget pres eller føle dig mærkelig.

Mange stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan finder jeg “den eneste ene?”. Frank Powells svar er: Du finder ikke “den eneste ene”, så lad være med at lede efter det!

Det kan umiddelbart lyde helt forkert i vores ører, men det han mener, er, at du ikke skal søge efter den perfekte partner, men den, der passer bedst til dig. For den eneste, der er perfekt, er Gud, og det kan eller skal vi ikke leve op til.

Ægteskab handler ikke om den perfekte partner, men at finde den, du føler dig komplet med, på trods af forskelligheder. Så kan I fokusere på Gud sammen, slutter Frank Powell sine gode råd til dating.

Læs hele artiklen om dating på faithit.com/relationships

Tag snakken i kirken

Kærligheden er en gave fra Gud, og i sin søgen efter den er det frem for alt vigtigt at have Gud med på rejsen. Han ved, hvad der er bedst, og Han ønsker, at vores liv skal lykkes.

Gør ikke snakken om kærlighed, kæresteri, følelser og længsler til et tabu i kirken, men del liv, og hjælp hinanden på vej. Gud ønsker netop, at kærlighed, ægteskab, sex mv. skal være en naturlig del af livet, og det kan vi hjælpe hinanden med. Lad ledere i kirken være forbilleder, og brug dem og deres erfaringer til at hjælpe med at finde vej.

Her kunne din reklame være
Se også