Tro, Håb & Inspiration

Finurligt album, med livsøjeblikke

Frederik Berggren Smidt er sognepræst, men også musiker, og dette er hans 6. album. Det er udgivet på eget selskab, ”Sinai musik”. Han er en mand med noget på hjerte.

Albummet er i stilen folkevise/pop, med sange til eftertanke, og der skal lyttes mere end én gang for at få helt fat i både tekst og musik.

Men så åbner der sig også et sjovt univers af fortællinger om hans fødsel, om venskaber, familie, død og andre ting, som det nogle gange kan være svært at sætte ord på.

Et eksempel på det lidt finurlige er sangen ”En for alle”. Ved første gennemlytning registrerer jeg kun, at der synges om Jedi’s og Star Wars, og jeg smiler og tænker på, da mine egne drenge var små.

Men ved anden gennemlytning går det op for mig, at sangen handler om drenges venskab, som en gang var ”En for alle”, til de vokser fra hinanden.

En ret smuk sang, og flot arrangeret. I den lidt mere alvorlige ende er historien om pigen, som mistede sin søster i en trafikulykke, og hvor svært det var at snakke med hende om det. Den oplevelse tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til.

Alle sangene fortæller en historie, og derfor der dette ikke bare et album, man har kørende i baggrunden som ”hygge”-musik. Det er sange, der skal lyttes til og tænkes over – og hvis man lytter rigtig godt, kan man fornemme stemninger fra oplevelserne, og jeg genkender også mig selv i nogle af teksterne.

Stilen er som sagt folkevise/pop, meget enkelt bygget op og meget autentisk musik. Det er som at være til en live koncert, fordi det er så ægte.

Fordi sangene handler om livet i alle sine facetter, er dette ikke et decideret kristent album, men et album, som giver noget til dem, der virkelig elsker at lytte til tekster og få noget at tænke over. Som jeg sagde til min voksne søn: Det er ikke ”mainstream” musik, men mere en lidt ”skæv” udgivelse – sagt med al positivitet.

Så er du nysgerrig på noget anderledes musik, med noget på hjerte, så er dette et album, du skal have fat i.

Her kunne din reklame være
Se også