FC Udfordringens førstehold får ny træner
Når FC Udfordringens førstehold tager hul på sæsonen 2021/2022, bliver det med en ny mand i trænersædet. Den nye træner hedder Benjamin Elkjær, han er 28 år og uddannet skolelærer.
Han har været en del af FC Udfordringen siden 2016, hvor han startede som spiller på klubbens førstehold. Her nåede han at spille ca. 20 kampe, inden han satte støvlerne på hylden for at blive træner for andetholdet i klubben. Læs herunder, hvilke tanker han gør sig om sin nye trænerrolle.
Hvad betyder det for dig at have fået jobbet som cheftræner for FC Udfordringens førstehold?
– Jeg er enormt beæret og stolt over at få muligheden for at være cheftræner for klubbens førstehold. Lige siden jeg startede som træner i FC Udfordringen, har jeg haft et mål om at blive så god som overhovedet muligt og tilmed også prøve at arbejde mig op, så jeg kunne stå i spidsen for klubbens førstehold.
Klubben har virkelig taget mig med storm, siden jeg kom til som spiller i 2016, og jeg elsker klubben og alt det, den står for. At være med til at videreudvikle klubbens potentiale er afsindigt fedt.
Jobbet er en tidsrøver, og timelønnen er, så vidt jeg ved, ikke imponerende. Hvad motiverede dig til at sige ja?
– Jeg elsker fodbold, og jeg elsker FC Udfordringen, så der var ikke specielt meget betænkningstid. Alt handler heldigvis ikke om penge, men om de oplevelser, vi skaber os igennem livet. At se mennesker lykkes og være glade på og uden for fodboldbanen, er den fedeste følelse. Når jeg ser mine spillere være glade i omklædningsrummet og ser dem være fokuseret på træningsbanen og i kampene, så er det jo et tegn på, at FCU er et fedt sted at være. Det er motiverende i sig selv at få skabt et fristed – og vel egentlig også en legeplads for voksne mennesker.
Hvad ser du som din primære opgave?
– Vi smelter to trupper sammen, så vi får en større førsteholdstrup. Derfor er der også noget socialt, som vi skal have fokus på. Der skal arbejdes på at styrke holdånden omkring truppen, så det afspejler sig i træningen og kampene samt i omklædningsrummet. Fællesskabet er en drivkraft i klubben, og derfor bliver det også det første, som jeg vil have fokus på.
Hvilket potentiale ser du i holdet?
– Jeg kender størstedelen af spillerne i forvejen, og jeg ved, hvad de er i stand til – i hvert fald på fodboldbanen. Flere af spillerne skal jeg lære at kende uden for banen, og det glæder jeg mig enormt meget til. Jeg ser en enorm drivkraft hos flere af spillerne, når det kommer til at samle sig om et hold og være med til at drive fællesskab både på banen og udenfor. Derudover er der andre, som har en drivkraft på fodboldbanen, hvor de lader fødderne tale. De to drivkræfter skal gerne kunne harmonere med hinanden, og det tror jeg også på kommer til at ske. Det potentiale og de forskelligheder, som spillerne besidder, ser jeg som værende vigtige for at få sportslig succes og samtidig få et fællesskab uden for banen.
”Der skal arbejdes på at styrke holdånden omkring truppen,
så det afspejler sig i træningen og kampene samt i omklædningsrummet.
Fællesskabet er en drivkraft i klubben,
og derfor bliver det også det første, som jeg vil have fokus på.”
Hvad tror du bliver den største udfordring?
– Det er klart, at vi måske kommer til at halte lidt på det sportslige i starten, idet der kommer en masse ændringer på holdet. Og der er naturligvis også noget taktisk, som spillerne lige skal vænne sig til. Men indimellem skal man tage et skridt tilbage for at kunne tage to skridt frem. Det kan meget vel gøre sig gældende for holdet.
Hvilke forventninger har du til den kommende sæson?
– Vi skal have bygget en sund og sjov kultur op på holdet, og vi skal gerne komme ud og vinde fodboldkampe. Fokusset ligger ikke på en decideret placering, men vi skal ud og vise, at vi står sammen som hold. At vi vil løbe ekstra meter for hinanden. Så må vi se, hvor langt det tager os. Lykkes vi med det, kan vi sagtens skrue op for forventningerne til os selv. Men vi skal ikke ud og måle os med andre eller lade os påvirke af andre hold. Vi skal have lavet nogle interne aftaler på holdet, og så skal vi stå ved dem, til vi lykkes med det, vi gerne vil. Slutteligt har jeg en forventning om, at spillerne ikke bliver skadet i den kommende sæson – det må næsten være slut med det nu.
Hvem er du inspireret af i din trænergerning?
– Sir Alex Ferguson har altid været en inspiration for mig, med henblik på hvordan han har fået det mest optimale ud af sine spillere. Han har fået det maksimale ud af sine spillere og indfriet deres potentiale og måske endda gjort spillere bedre, end de egentlig var. Den kultur og succes, han fik skabt med det hold, er jeg helt blæst bagover af.
Derudover så er jeg nok også hoppet med på den nye trend omkring Kasper Hjulmand. Jeg er virkelig imponeret over det lederskab, han udstråler og viser. Hans ageren under EM-slutrunden har været afsindig inspirerende, og de værdier, han snakker om i forhold til fællesskabet, er bestemt noget, som jeg vil bruge i min trænergerning hos FC Udfordringen.