The Neal Morse band er en duo bestående af Neil Morse (tidligere Spock’s Beard) og Mike Portnoy (tidligere Dream Theater). De har haft succes med at sætte fortællinger til musik. Her er et “normalt” album.
Jeg kalder det en musikalsk legestue, da albummet er fyldt med musikalske lækkerier og tekniske detaljer, indlagt “for sjovs skyld”, som fx i åbningsnummeret Do It All Again, hvor rytmen pludselig skifter til ⅞ og pladen er i øvrigt fyldt med stærke vokal-præstationer, guitarsoloer, trommefills og “syrede” akkorder.
Det sidste album jeg hørte og anmeldte fra deres side, var en live rockopera bygget på Jesu liv. Rent musikalsk ligger disse to tæt på hinanden. Selvom det ikke følger en historie, har man lidt samme storladne fornemmelse. Jeg har en lille mistanke om, at nogle af disse sange er, hvad der “blev tilovers” fra det sidst. Det er dog ikke ikke noget, jeg ved noget om. Dette er klart et album, der er værd at lytte til.
Der er også dybde i teksterne som fx i sangen The Way It Had To Be, hvor man dels finder albummets titel, men også små filosofiske tanker, som: “And it’s too late for all your might have beens”.
Albummet er dyrere end, hvad man normalt finder på iTunes, men man får meget musik for pengene. Samlet set 1 t. og 40 m. (længden på en spillefilm). To af sangene er da også til den lange side: Henholdsvis 19 min og 31 min, men det føles ikke langt, når man lytter til dem. Tværtimod slutter den sidste sidste sang Beyond the Years meget pludseligt, så man synes, det gik lige lovligt hurtigt. Hvis jeg selv havde mixet pladen, ville jeg nok have ladet sangen fade ud, da den ikke har en slutning som sådan.
Rent musikalsk lyder det, som om de har hentet musikalsk inspiration fra grupperne Kansas og Styx. Fra Kansas’ symfoniske lydbillede (med violiner og orgel) og Styx pga. vokalerne (og musikalsk inspiration fra Styx-sangen Mr. Robotto).
