Tro, Håb & Inspiration

Chiller musik

Afslappet pop man ikke skal tænke for meget over.

Rent musikalsk lægger Make Sure sig en smule op af bandet Jars of Clay. Af en eller anden årsag er de fascineret af Japan, og udover titlen støder man også på sange, der hedder Japanese Bonus Track og sangen Nihonkai.

Bandet er i virkeligheden en enkelt person ved navn Joshua Aubrey Jackson (med hjælp, når der skal spilles live), og musikken er udgivet på forlaget Tooth & Nail Records, der ellers er mest kendt for at lave Heavy Metal af den tungere skuffe. Sangerinden Presley Elliot hjælper lidt til med vokaler.

Musikken er ikke særligt sindsoprivende, men der er også et par gode sange imellem. Sangen Tiger Shark er hyggelig og minder om noget, George Harrison kunne have lavet (fx My Sweet Lord eller Here Comes The Sun).

Der er referencer til Captain America, men ikke til Gud eller Jesus (dog en enkelt reference til himlen). Nu er jeg også Marvel-fan, men kunne godt have ønsket mig nogle budskaber på pladen med en smule mere dybde.

De første par minutter af sangen Okay Sea (den er 7 minutter lang) er spændende og man bliver næsten begejstret, men herefter bliver sangen en smule kedelig med masse gentagelser af Okay Sea, som måske er kode for ‘Oh Casey’, som kunne være en tabt kærlighed i sangskriverens liv (det er dog ren spekulation fra min side og ikke noget, jeg ved noget om). Det bliver da ikke særligt spændende rent musikalsk fra disse gentagelser starter.

Pladen er hurtigt overstået med dens 40 minutter, og pladen som sådan bliver nok ikke noget, der skrives om (eller vil blive husket) i kristenhedens musikhistorie.

Hvis du er på udkig efter noget stille baggrundspop, mens du har gæster, så vil dette album virke fint til formålet.

Kunstner: Make Sure
Titel: Ninjutsu
Genre: Indie Pop
Download: itunes.dk – Pris: 69 kr.

Se også