Unges kreative indfald i kirke i Herlev gav penge til mission
Konkurrencer, auktion og karseklipning. Fantasien fik frit løb, da unge fra Lindehøj Kirke samlede ind til MAF og BDM.
Hvordan engagere unge i missionsarbejde?
Lindehøj Kirke i Herlev ser ud til at have knækket koden. Lav en årlig indsamlingsaften, hvor de unge selv på de mest fantasifulde måder inspirerer hinanden til at støtte personer og projekter, der gør en forskel i verden. For nylig samledes 80 unge til en hyggelig aften i Lindehøj Kirke med stearinlys på bordene og kaffe, sodavand og snacks i baren.
Udfordrede hinanden
Hyggen udvidede sig til sjov og spas, da den ene idé efter den anden kom på banen for at lokke slanterne ud af lommerne på de unge. Penge, de for øvrigt havde sparet op for netop at kunne investere denne aften.
”Vi udfordrede hinanden. En kunne sige, hvad giver I for at jeg bliver karseklippet? Så kunne de andre byde 100, 200 eller måske 1.000 kroner. På den måde engagerede de unge hinanden på en aften, hvor pengene sad lidt løst,” fortæller Jonas Kaltoft Ægidius, der er Børne- og Ungdomsmedarbejder i kirken.
Der blev samlet over 34.000 kroner ind, og pengene blev fordelt mellem Mission Aviation Fellowship (MAF) og Brødremenighedens Danske Mission (BDM).
Video fra felten
Forinden havde Rebecca og Tajs Jespersen på video fortalt om deres arbejde for MAF i Papua Ny Guinea og Ella Wessing om sit engagement som volontør i Tanzania for BDM. Pengene kom også ind gennem en auktion med spændende effekter.
”I år havde vi gjort lidt mere ud af det,” fortæller Jonas. ”En spiller på Brøndbys førstehold havde doneret sin Brøndbytrøje med autografer på. En sportsforretning havde doneret to paddleboards. Og Mars havde doneret 200 chokoladebarer. Det bød de unge på, og så rullede pengene ind,” fortæller Jonas.
En glæde at give
Han indledte indsamlingsaftenen med en andagt og et vers fra Bibelen om at give.
”Jeg fortalte, at vi mennesker er sat her på Jorden for at forvalte vores værdier til gavn for andre mennesker. Der er ikke noget, der kun er vores. Alt, hvad vi ejer, er egentlig Guds. ”
Ideen med en indsamlingsaften kommer fra hans egen opvækst i Luthersk Missions Unge i Helsinge. Her havde han selv oplevet glæden ved at give. Det er nu blevet en årlig tradition i Lindehøj Kirke. Hvert år i september holder de unge et sponsorløb eller en indsamlingsaften til gavn for missionsarbejde et eller andet sted i verden.
Alle kan være med
”En indsamlingsaften kan alle være med til, både hvis man går i 7. klasse og hvis man er 28 år. Der var hyggelig café, god stemning, udfordringer og fede ting på auktion, som mange fra menigheden og lokale butikker havde sponsoreret: Gavekort, oplevelser, bagværk, strik og andre lækre ting,” fortæller Jonas. I år var det naturligt at støtte Rebecca og Tajs Jespersen og Ella Wessing, da de alle tre er udsendt af Lindehøj Kirke.
Det samlede indsamlingsbeløb nåede op på 34.572,51 kroner, dvs. 17.286,25 kroner til både MAF og BDM. ”Det synes jeg er godt gået af de unge,” slutter Jonas Kaltoft Ægidius.