Acts Academy har største elevhold i 10 år
På Apostolsk Kirkes Højskole i Kolding er det nye semester kommet rigtig godt i gang med 46 elever - og dermed det største hold i 10 år.
Den 13. august slog Acts Academy dørene op for 46 højskoleelever til 2022 efterårssemester. Højskolen summer af nyt liv, og med det højeste elevtal i 10 år er der meget at glæde sig over for forstander Lars Bo Olesen.
– Med det største elevtal i 10 år føles det, som om Højskolen er på vej ind i sit rette element. Gangene, værelserne, spisesalen og mødelokalerne summer af aktivitet fra staben og vores 30 danske og 16 internationale elever.
Der spilles, lovsynges, studeres, grines og grædes. Man bliver glad dybt ned i hjertet, når eleverne på egen hånd arrangerer bønneaftener, lovsang og fællesskab, der inkluderer alle, fortæller Lars, der har været forstander på Acts Academy siden august 2020. Et job han varetager sideløbende med opgaven som ledende præst i Åbenkirke i Herning.
Indtryk der skaber udtryk
– Der sker så meget forandring på kort tid, når man er i et miljø som det her. De mange samtaler jeg har med eleverne, giver mig håb for fremtiden. De vil ikke bare være gode kristne, de vil sætte aftryk og forandre verden.Vores mål på Acts Academy er at skabe indtryk, der forandrer elevernes udtryk og gør dem i stand til at sætte aftryk og inspirere til efterfølgelse af Jesus overalt i samfundet. Og er det ikke det, vi alle sammen skal? Sætte små og store aftryk i hver vores verden, lyder det fra en forventningsfuld forstander
Højskolen oplever stor interesse fra internationale ansøgere, men da Højskolenloven er skruet sådan sammen, at et hold skal bestå af mindst 50 procent danske elever, kan man ikke bare optage alle de internationale elever, man kunne ønske.
– Bed gerne om flere danske elever. Ja, send nogen vores vej til opstart d. 7. januar. 2023, lyder opfordringen fra forstanderen.