Ser styrken i deres øjne
Sabina Mathew har været i Rumænien sammen med sit salmeband Aera. Bandet vil i 2018 give en række støttekoncerter til fordel for Mission Uden Grænsers arbejde i Rumænien. Hun fortæller her om sit møde med landet.
Den 11. januar 2018 sætter jeg for første gang mine fødder på rumænsk jord.
Vores band Aera, crew og to babyer på henholdsvis seks og otte måneder bliver varmt modtaget i lufthavnen af Mission Uden Grænsers rumænske medarbejdere.
Vi bliver indlogeret i et gæstehus i byen Sibiu, derefter kører vi mod byen Victoria, som ligger ca. 45 minutters kørsel derfra.
Vi ankommer til en lille gammel kirke. I kirkens kælder ligger køkkenet og spisesalen.
Her bliver vi mødt af en masse glade børn, der har sat sig godt til rette ved bordene. De griner og taler sammen. Smiler og vinker til os. De føler sig tydeligvis hjemme og føler sig trygge her i kirken.
De ansatte gør klar til mad, og nogle sætter sig ved børnene og begynder at synge sammen med dem.
Vi sætter os ned for at være med på en snak. Nogle af dem forstår ikke engelsk, så de store børn oversætter for de små. Her er en glad, afslappet og hjemlig stemning. Køkkenholdet er i fuld gang og servicerer med glæde og energi til store og små.
Børnene fortæller mig, at de kommer her hver dag for at få mad. Det her er deres hjem. Fantastisk at se, hvordan alle tager sig af hinanden. Babyer bliver kysset og krammet, og de store tager sig af de små.
Rumænske børn synger danske salmer
De næste par dage er fuldt pakket med minikoncerter rundt omkring i landsbyen Victoria, storbyen Sibiu og i de omkringliggende snedækkede bjerge.
Børnene følger os alle dagene. Ikke fordi de skal, men fordi de har lyst til at være med. Mission Uden Grænsers ansatte sørger for dem og kører dem rundt, så de kan være med. De serverer te til dem, som de kan varme sig med.
Selv i minus ni grader står børnene tålmodigt udenfor, iført det, man herhjemme vil kalde for overgangsjakker og kondisko.
Med smil på læberne synger de med på de danske salmer, som de lærte den første aften, vi var sammen.
De bor i et skur
Vi får lov til at tage hjem og besøge en af de nye familier, som Mission Uden Grænser er begyndt at hjælpe.
En familie med mor, far og deres seks børn. De bor i et skur, ca. 35 m2 med to rum. Et soveværelse, hvor alle sover på tæpper og tynde rullemadrasser, og et rum med en brændeovn, lille tekøkken og en sofa. Ingen legetøj, intet spisebord, ingen spisestole, intet tv, ingen iPad. Intet, der kunne minde bare lidt om et dansk hjem.
Toilettet er et fælles lokum ude i gården, som deles med de andre familier, der også bor i skure ved siden af.
Vi lytter til moren, der fortæller, hvordan de bliver hjulpet af Mission Uden Grænser. De modtog bl.a. en julekasse med mad i december måned, og for et par måneder siden fik de deres første vaskemaskine. Ellers var al tøjvask blevet gjort i hånden.
Her møder vi tydeligvis en familie, der intet har, men som er blevet mødt med en Guds kærlighed, gavmildhed og accept, hvilket har givet dem håb for fremtiden, selvom der er lang vej endnu.
Lever og ånder for andre
Jeg har oplevet en utrolig fattigdom i ”min egen baghave”.
Så tæt på Danmark hvor vi intet mangler, selv de dårligst stillede i Danmark ejer mere, end de familier vi mødte i Rumænien.
Jeg har set fattigdom i det fysiske rum, men en kæmpe rigdom og styrke i disse menneskers øjne. Et gå-på-mod, som jeg ikke troede kunne være muligt for mennesker, som intet ejer.
Jeg har set ansatte knokle og sætte sig selv til side for at hjælpe børn og familier, der kæmper med fattigdom.
Jeg har oplevet et hold af ansatte, der lever og ånder for, at andre mennesker skal lykkes.
Jeg er så taknemlig for, at jeg fik lov til opleve dette smukke (i denne tid, iskolde) land og fantastiske varme folkefærd.
Det, der rørte mig mest, var Mission Uden Grænsers helhjertede ansatte, der uden tvivl gør en kæmpe forskel for børn og familier i Rumænien.
