Livsdrikken

En historie af Jørgen Søllner

For mange år siden eksperimenterede en fabrikant med en Livsdrik, der indeholdt alle de stoffer, der ned til den mindste detalje var nødvendige for, at et menneske kunne leve fuldstændig i balance med sig selv og andre.

Mange års studier lå bag, og endelig kom den store dag, da han efter utallige forsøg kunne præsentere drikken for offentligheden. Den blev en stor succes, og da det var i menneskehedens interesse, frigav han samtidig opskriften på drikken, så enhver kunne se, hvordan den var sammensat.

Drikken var gratis. Enhver kunne blot møde op og få så meget, de ville. Fabrikanten ansatte endog for egne midler konsulenter, der skulle vejlede folk i Livsdrikkens rette brug. Han lod trykke tykke bøger, hvori hele fremstillingsprocessen var beskrevet så nøje, at ingen skulle kunne tage fejl. Skulle der på trods af alt dette alligevel opstå tvivlsspørgsmål, kunne man til hver en tid henvende sig til konsulenterne eller fabrikanten selv.

Virkningen af livsdrikken var ikke til at tage fejl af. Overalt hvor folk daglig tog den anbefalede mængde Livsdrik, forbedredes deres sundhedstilstand sig både fysisk og psykisk. De blev mere harmoniske, hjælpsomme, kærlige, ydmyge, og legemlige skavanker forsvandt osv.

Livsdrikken i miskredit

Nu skete det, at andre forskere med tiden også begyndte at eksperimentere med at fremstille en livsdrik. Man var begyndt at diskutere, om virkningerne af den oprindelige Livsdrik ikke var lidt overdrevet.

De lavede den ene undersøgelse efter den anden, der hele tiden bragte Livsdrikken i miskredit. Ingen af undersøgelserne var videnskabeligt bevist, men forskerne “mente”, og man “antog”, og da det var lærde folk med høje eksamener, tog man deres udtalelser alvorligt og indførte dem oven i købet i skolebøgerne som sandhed. Det eneste bevis man nogensinde så, var, at når folk drak Livsdrik, blev deres tilstand forbedret, men drak de kopivarer forværredes den. Problemet var, at kopivarerne i starten så ud til at have en gavnlig effekt på folk, men at forværringen først var synlig nogen tid efter.

Efterhånden var der nogle af dem, der kun drak Livsdrik en gang imellem, der fik lyst til at smage nogle af alle de andre produkter, der var kommet på markedet. Det var for besværligt at hente Livsdrik, og det var det også. Nogle af konsulenterne havde misforstået deres opgave lidt, og havde sat uddelingen så grundigt i system, at de og kun de måtte dele ud af Livsdrikken. Det havde aldrig været fabrikantens mening, men andre steder fungerede det gamle system fint endnu, med at de der havde fået, vejledte nye i brugen. Det var altså lidt det stive systems skyld, at de nye produkter fik så stor fremgang, men alligevel.

Folk købte sig til erstatninger for den ellers gratis Livsdrik. Det smagte ærlig talt også bedre. Til forskel fra Livsdrikken havde den dog en lidt besk eftersmag, men den kunne dulmes ved at tage lidt mere af erstatningsdrikken, eller en af alle de andre mærker, der var til salg. Fælles for alle surrogaterne var dog, at de havde den originale Livsdriks grundingredienser, men så var der kommet alt muligt andet i, som fabrikantens bøger faktisk advarede imod, hvis man nærlæste dem.

En mærkbar forandring

En mærkelig forandring begyndte at ske med folk. De blev syge, ophidsede, egoistiske, hovmodige, seksuelt afvigende, pengegriske m.m. De andre fabrikanter og forskere forklarede, at det var helt naturligt, og at Livsdrikken blot havde lagt et tyngende låg over disse så menneskelige drifter. Det var meget sundere at leve disse menneskelige sider ud end at fortrænge dem. Hvis folk var i tvivl, kunne de jo bare smage, hvilket produkt der smagte bedst, så ville de blive overbevist. Det gjorde mange, og det overbeviste dem.

Selv nogle af den første fabrikants konsulenter lod sig overbevise og lod sig lokke til at ændre på den oprindelige opskrift for at få afsat noget mere. Det lykkedes, og de blev højt anset og kom på forsiden af alle verdens aviser som fremsynede og sande venner af folket.

Alle kunne efterhånden se, at der var noget helt galt, men ingen ville indrømme det. Sundhedstallene faldt og faldt. Nogle forsøgte forsigtigt at antyde, at dengang alle drak Livsdrik, var tingene helt anderledes, men det blev straks manet i jorden. “Den smag originalen havde, ville ingen moderne mennesker finde sig i i dag. Den var gammeldags og tilhørte en ikke så oplyst en tid som vores.” Man latterliggjorde ”tvivlerne” og hængte dem ud i radio og tv, og det fik de fleste af dem til at tie med deres viden.

Imidlertid fik flere og flere problemer som følge af deres indtagelse af alle erstatningsprodukterne, og da ingen ville vedkende sig et ansvar, gik de til sidst til fabrikanten af den originale Livsdrik. Han blev meget bedrøvet over alt det, der var sket dem som følge af manglen på Livsdrik.

“Har I virkelig drukket dette her”, spurgte han da han havde analyseret indholdet i den flaske, de kom med. “Det er jo livsfarligt. Disse stoffer nedbryder, men mine bygger op. Hvorfor fulgte I ikke min opskrift. Den var jo gratis. Der er skrevet tykke bøger om den. I kunne kun tage fejl hvis I VILLE.”

“Jamen det er da brygget på din Livsdrik. Du må da give os erstatning,” forsvarede de sig.

“Hvad mennesker putter i min livsdrik kan jeg aldrig drages til ansvar for. Jeg udbetaler kun erstatning til dem, der udelukkende har brugt min opskrift, og jeg har ikke haft en eneste klagesag endnu. Alle klagerne er kommet fra dem, der har drukket det samme som I.”

“Jamen smagen. Den rigtige livsdrik smager ikke så godt som det her falske.”

“Nej , det må jeg give jer ret i, Men havde I ikke lyttet til alle de kloge, der talte mod min opskrift, og havde I ikke ladet jer lokke til at smage, selv om I kunne se dens forfærdelige virkninger, så havde I aldrig vidst, at den smagte anderledes. Men bortset fra det, var den ringere smag så ikke en lille pris at betale, set i forhold til alle de ulykker der er fulgt med den falske vare?”

Fabrikanten for retten

Det ville folk ikke høre på. Man stillede fabrikanten for retten og dømte ham til døden for forbrydelser mod menneskeheden. Dommen blev eksekveret, men noget var ikke, som det skulle være. Det forlød nemlig, at fabrikantens lig var forsvundet for myndighederne, og at han nu levede i skjul et andet sted.

Man havde åbenbart ikke regnet med, at originaldrikkens effekt gjorde, at fabrikanten kom til live igen, selv om han havde været erklæret død, og nu var han altså forsvundet.

Myndighederne påstod dog hårdnakket, at liget var begravet, men nogle beviser kom der aldrig for dagen.

Den originale Livsdrik flød dog stadig til myndighedernes store fortrydelse fra ukendt kilde og bragte liv og glæde til mængder af mennesker, der lod sig overbevise om dens fortræffeligheder ved at se, høre og gøre, som den gamle opskrift anviste.