Tro, Håb & Inspiration

Stjernekokke vil undervise hjemløse

I København er en restaurant og et værested gået sammen om nyt projekt.

Blå Kors’ værested Gracekbh og restaurant Amass i København arbejder på at skabe et folkekøkken, hvor de hjemløse bliver oplært af Amass i at lave maden. Overskuddet skal gå til at drive et herberg med åbent hver dag. Nu mangler de bare at finde lokalerne.

Hver dag fra april til november driver Blå Kors’ værested Gracekbh en morgenmadscafé for hjemløse og om vinteren et nødherberg med plads til 40 overnattende på Nørrebro i København. Med udgangen af 2018 udløber det nuværende lejemål hos Kristuskirken, og det har givet anledning til at tænke helt nyt.

Træning for hjemløse

Sammen med Matt Orlando, der er ejer af og køkkenchef på restauranten Amass, opstod idéen til at skabe et træningsprogram, hvor hjemløse kan oplæres i et køkken og få de kompetencer, der forhåbentlig kan gøre vejen til arbejdsmarkedet nemmere.

”De hjemløse, der kommer hos os, er unge mænd, der gerne vil arbejde, men jo længere tid de lever som hjemløse, jo sværere bliver det at fastholde ambitionen og det fysiske og psykiske overskud.

Derfor har vi snakket med Amass om at lave et nyt koncept, hvor vi vil lave et folkekøkken i forbindelse med vores værested,” siger Aicha Lind, der leder Gracekbh. Hun tilføjer:

”Vi ønsker at åbne Grace op for offentligheden, så folk flere gange om ugen kan komme forbi til fællesspisning om aftenen, weekendbrunch eller en kop kaffe og en morgenbolle før de tager på arbejde om morgenen.”

Hjælp fra kokke

Samarbejdet mellem Gracekbh og restauranten Amass giver god mening for alle, siger Matt:
”Vi er meget optagede af bæredygtighed, og det kan man godt føre over på de menneskelige ressourcer også. I stedet for at se de hjemløse som et problem forbundet med en masse udgifter, vil vi gerne se dem som en ressource ligesom alle andre mennesker,” siger Matt Orlando.

Idéen er, at der i forlængelse af Gracekbhs nye værested skal være et folkekøkken, hvor de hjemløse serverer mad for de andre brugere. Inden da bliver de lært op i køkkenet af personale fra Amass, hvor de får praktisk viden om og erfaring i at lave mad og håndtere fødevarer.

Søger lokaler til herberg

Overskuddet fra Gracekbhs kommende folkekøkken skal blandt andet sikre, at værestedet fremover kan tilbyde overnatning året rundt i stedet for kun om vinteren.

Gracekbh mangler dog stadig at finde lokaler i København, hvor det nye herberg skal ligge:

”Det er et kapløb mod tiden for at finde et nyt hjem til ”gutterne”, som vi kalder vores brugere. Til december er vi alle hjemløse og nødt til at flytte. Lige nu ved vi ikke hvorhen. Derfor håber vi, at der måske er nogen, som kan hjælpe os med at finde et sted,” siger Aicha Lind.

Håbet er, at det lykkes at finde en ny adresse inden 1. december 2018, hvor Gracekbhs lejemål udløber. Når først rammerne er på plads, kan træningsprogrammet med restaurant Amass sættes i gang.

Kontaktinformation
Aicha Lind, leder af Gracekbh, 51 68 54 39

Vis i browser

Afmeld udsendelser

Her kunne din reklame være
Se også