KFS arbejder stadig i Montenegro
Arbejdet blandt de kvindelige studerende fortsættes nu med lokal medarbejder.
Kristeligt Forbund for Studerende fortsætter sit engagement i det kristne studenterarbejde i Montenegro med økonomisk støtte til ansættelsen af Martina Petkovski. Hun skal arbejde i en stilling på 15% med fokus på de kvindelige studerende i landet.
Efter en årrække med danske volontører i Montenegro, fortsætter KFS nu sin støtte til det kristne studenterarbejde i landet med økonomiske midler til en nyoprettet stilling.
Således ansætter EUS, det montenegrinske studenterforbund, Martina Petkovski i en midlertidig stilling på 15%, hvor hun skal videreføre noget af det arbejde, der er blevet startet op i de senere år i landet.
Arbejde blandt kvindelige studerende
Et særligt fokus for stillingen er videreførelsen af arbejdet blandt kvindelige studerende. Dette arbejde er vokset de senere år både i studiebyen Niksic og i hovedstaden Podgorica, blandt andet gennem etablering af bibelstudiegrupper.
Baggrunden for det kønsspecifikke fokus er, at Montenegro kulturelt set er mere kønsopdelt, end vi oplever i Danmark, og kønsopdelte bibelstudiegrupper kan derfor give kvinder et trygt sted at åbne op om deres liv og snakke om, hvad der trosmæssigt rører sig i dem.
En vigtig ressource
Rebekka Barbara Friis Rasmussen er tidligere volontør i Montenegro og har været med til at starte og udvikle dette arbejde.
”Flere er igennem årene begyndt at kende Jesus, tage imod ham og gøre ham kendt for deres studiekammerater. Så arbejdet er afgjort en vigtig ressource for at nå kvindelige studerende med budskabet om Jesus,” fortæller hun.
Det er dette arbejde, KFS ønsker at fortsætte og videreudvikle med støtten til ansættelsen af Martina Petkovski. Hun har udover lokalt kendskab også erfaring og dyb indsigt i studenterarbejdet i Montenegro med sig ind i stillingen.
EUS er som KFS tilknyttet det kristne, internationale studenterforbund, International Fellowship of Evangelical Students, IFES.