Tro, Håb & Inspiration

Foråret blomstrer i FC Udfordringen

Efter en lang vinterpause ruller bolden for alvor igen for alle hold i den kristne fodboldklub, FC Udfordringen. De første kampe er allerede spillet, og vi har samlet en lille status på alle holdene her.

Herrer 1. hold

FC Udfordringens bedste herrehold har haft en fremragende vinteropstart med en masse gode træningspas, hårde løb og god stemning.

Midt i maj var holdet sammen med resten af klubben på træningslejr i Herfølge. For trænerteamet var lejrens højdepunkt muligheden for at få finpudset taktikken og relationerne mellem spillerne.

For spillerne var det vist middagen, der den ene dag bestod af bøf med bearnaise.

Holdet indtager en flot 1. plads i serie 1. Et bevis på det vedholdende og målrettede arbejde som trænerteamet, spillerne og hele klubben lægger for dagen. Endnu er intet dog vundet, og cheftræner Nicolai Florin udtaler:

”Jeg ved, det er kedeligt, og lidt en Wozniacki-udtalelse, men vi holder benene solidt plantet på jorden og tager én kamp ad gangen. Vi ved, der skal arbejdes stenhårdt til hver træning og i hver kamp for at indfri vores mål om at rykke op i Københavnsserien”.

Herrer 2. hold

Efter en langsom start er FCUs andet seniorhold kommet godt i gang med sæsonen. Holdet er nyoprykker i serie 2, efter at holdet sikrede sig oprykning med 10 sejre, en uafgjort og nul nederlag i sidste sæson. Ganske imponerende.

De to første kampe i den nye sæson har budt på et nederlag og en sejr. Holdets mål er at etablere sig i rækken og selvfølgelig at undgå nedrykning. Cheftræner for 2. holdet, Niels Møller, udtaler;

”I min optik er vi for dygtige til ikke at spille med i den sjove ende af rækken – så vi vil tage vores positive spil og lidt anderledes spilsystem med ind den nye sæson og overraske mange af de andre hold i rækken. Gutterne vil det her, og på trods af lidt opstartsvanskeligheder går vi en spændende forårssæson i møde med holdet.”

Herrer 3.+4. hold

På klubbens tredjehold, som spiller i Serie 5, lyser spilleglæden og det gode sammenhold ud af alle spillerne og trænerteamet til hver træning og kamp. Hvor andre klubber har svært ved at stille hold, har trænerteamet på holdet over 25 spillere at vælge imellem. Derfor er det ekstra vigtigt for trænerne, Jesper Frederik Dahl og Samuel Frimand-Meier, at alle har det godt på holdet, også selv om man kun må være 15 spillere til kamp. Sammen har de formået at samle en skarp, social og sulten trup, som elsker fodbold, men i ligeså høj grad elsker klubben og det kristne aspekt, der skinner igennem.

Jesper Frederik Dahl:

”Det er ganske enkelt skønt at arbejde med den her store trup, og med de her mennesker, som elsker fodbold og samtidig elsker hygge. Vi har et unikt sammenhold, og det er netop det, vi som klub kan tilbyde. Et stærkt sammenhold, hvor alle bliver mødt i øjenhøjde og budt velkommen, lige meget hvem du er, og hvor du står i dit liv. Den rummelighed smitter af på de unge gutter, som elsker at komme til træning og at spille kamp.”

Damer 1.+2. hold

FC Udfordringens pige-afdeling stiller igen op med to damehold til forårets turnering. Fra klubbens side er det en sand fornøjelse at kunne tilbyde kvindefodbold – og endda se den store opbakning fra spillerne.

Begge pigehold har åbnet forårssæsonen med et nederlag og en uafgjort i deres første kampe, men regner med at tage stærk revanche i næste kamp og forhåbentlig få en sejr med hjem til klubben.

Cheftræner, Benjamin Elkjær Hansen;

”Vi har en stor gruppe utrolig talentfulde spillere, som virkelig vil tingene og er ihærdige for at blive bedre og kæmpe for hinanden. Jeg har sjældent oplevet et så stærkt sammenhold hos pigerne. Jeg ser en lys fremtid for FCUs piger og pigeafdeling helt generelt med mange ildsjæle, som brænder for FCU og for fodbold.”

Her kunne din reklame være
Se også