Håb giver livet retning

Det er ikke nogen tilfældighed, at eksamensbordes filtduge er grønne. For grøn er håbets farve. Og alle elever håber naturligvis på en god karakter, selvom både håb og eksamener handler om mere end held.

”Eksamen er de flittige elevers fest”, som den strenge lektor Blomme siger i ”Det forsømte forår”. Men også frikirkepræsten Hasse Falk Jakobsen mener, at håb stikker dybere end held.

”Håb er mere end at krydse fingrene og banke under bordet 7–9-13. I kristendommen har håb noget at gøre med, at man har en forventning om noget, der skal ske.

Bibelen beskriver også tro som en klar forventning eller som en ”fast tillid til det, man håber på, overbevisning om ting, der ikke ses”, som der står i Hebræerbrevet.

Man kan ikke bevise, at det skal ske, men man har en fast overbevisning om, at det kommer til at ske. Og man kan sige, at i kristendommen er håbet grundfæstet i Jesus selv. Det er Jesus, der er håbet,” fortæller Hasse Falk Jakobsen, der snart bliver ledende præst i Vineyard i København; men nu er han endnu præst i Nexø Frikirke, hvorfra han også har været leder af ”Mellem himmel og jord”-teltet på Folkemødet, og han også har forsøgt at sprede håb udenfor landets grænser.

Håb i Syrien…?

Han har for nylig været i Libanon og oplevet syriske flygtninge på tæt hold. Og ifølge Hasse Falk Jakobsen er det ikke underligt, at mange af menneskene dér mister håbet, for deres situation synes uløselig som en gordisk knude.

”De opholder sig i kæmpestore teltlejre. Selvom de fleste krigshandlinger er stoppet, kan de ikke komme tilbage til Syrien, fordi der ingen infrastruktur er, og der er ingen mad og vand eller strøm. Der er ingenting.

De kan heller ikke komme videre til Europa, fordi grænserne lukkes, og Europa kæmper desperat for ikke at lukke nogen ind.”

Men midt i al umenneskeligheden og elendigheden, der gjorde et stærkt indtryk på frikirkepræsten, blev det tydeligt for ham, hvor stor en rolle det kristne håb kan have:

”Jeg mødte mennesker, der havde håb, og jeg mødte mennesker, der ikke havde håb. Og deres omstændigheder var de samme. Men om de havde håb eller ikke havde håb gjorde en kæmpe forskel. Man kunne simpelthen se det i deres øjne.

Fælles for de mennesker, jeg mødte, som stadig havde et håb, var at de havde en personlig tro på Jesus,” siger Hasse Falk Jakobsen, der mener, at kristne har et håb, der gælder både før og efter døden:

Håb i liv og død

”Folk, der ikke har håb, mister livslysten. Men håb giver livsmod.

Havde vi ikke haft håbet, havde vi ikke været motiveret til at handle. Og det er måske netop det, der gør forskellen. Håbet stimulerer handlingen. Håbløshed pacificerer mennesket,” siger Hasse Falk Jakobsen. Han peger på, at det kristne håb netop bunder i troen på, at man kan lægge sig i Guds hænder, når alt ser håbløst ud.

”Sådan taler Hebræerbrevet også ind i håbløsheden ved at pege på et håb, som man ikke kan se.

For håbet er noget, der er større, end hvad man ser.

Og dybest set tror jeg, at det stærkeste håb er håbet om evigheden. Det er det, der bærer igennem, hvor omstændighederne er håbløse.

For os som sammenlignet med de syriske flygtninge bor i et skandinavisk smørhul er håbet måske mere jordnært og hverdagsagtigt, fordi vores håb ikke handler om ren overlevelse.”

Når man mister troen mister man håbet

Hvad handler dit eget håb om?

”Jeg tror på, at der findes en kærlig Gud, som har nogle planer, der er langt større end det, der sker lige nu og her for mig. Og det giver mig en ro og en tryghed at leve i den forventning.”

Har du selv nogensinde mistet håbet?

”Jeg havde en periode som ung, hvor jeg følte, jeg havde mistet troen på Gud.

Jeg har ellers altid været glad og optimistisk, men da jeg ikke vidste, om jeg kunne tro, følte jeg også, at jeg mistede håbet. For livet virkede netop håbløst, hvis jeg ikke skulle tro på noget, så jeg besluttede mig til, at der var mere håb i troen.

Selv hvis det skulle vise sig, at Gud ikke fandtes, så der blev sort, når jeg døde, havde jeg i det mindste levet for en kærlighed og en tro og et håb, som gav mit liv mening og som kunne være med til at gøre en positiv forskel på mine omgivelser.

Jeg kunne simpelthen ikke se, at jeg havde noget at tabe ved at tro. Sådan spillede håbet en rolle for, at jeg blev troende igen.”

Tro kan også føre til kærlighed

I Bibelen bliver tro, håb og kærlighed nævnt i samme sætning, og det ene fører også til det andet.

Oplever man kærlighed, får man også håb – og så står man pludselig med troen, og sommetider kan troen også føre tilbage til kærligheden, mener han:

”Der har også været en periode, hvor min kone Gitte og jeg havde det svært i vores ægteskab, og da var det et fælles håb, at vores ægteskab lykkedes.

Men det kom ikke af sig selv. Håbet var grundlaget og motivationen for det, så vi fik mod til at komme ind i kampen igen og bruge tid og penge på terapi og samtaler og nærvær for at finde kærligheden igen.”

Troen giver forskud

Hvordan giver du håb til folk i dit job som præst?

”Vi oplever jævnligt, at der kommer nye folk til kirken. Mange af dem er modne folk, der har levet et liv med skuffelser, bristede drømme og en vis grad af håbløshed. Og så vender de sig til troen.

For den bedste vej til håb er sommetider gennem tro. For jeg tror på, at Gud tilbyder os et evigt håb. Og at det håb starter nu.

Det er som en arv – du får forskud på den nu, og så bliver den endelig udbetalt senere. Men det er så forskuddet, det handler om nu.”

Hvorfor blev du troende?

”Jeg voksede op i en baptistkirke, og jeg blev troende som 9-årig, hvor jeg også blev døbt.

Der blev det for første gang klart for mig, at Jesus er her, og at jeg kan bede til ham, og at han lytter og svarer. I gymnasiet havde jeg nogle troskriser, så det er en tro og en erkendelse, jeg er vokset gradvist ind i over mange år.”

Hvad er kernen i din tro?

”Min overbevisning om, at Jesus er nådig, og han har gjort det muligt for mig at komme tæt på Gud. Og så har jeg det her billede af Gud som en kærlig far. Jesus er min ven og frelser, og Gud er en kærlig far, der elsker mig.”

Hvorfor blev du præst?

”Det har aldrig været en karriere for mig at blive præst, men jeg oplevede, at Gud ledte mig til det.

I en frikirke bliver man ikke alene ansat på sin uddannelse, men på sit cv og sine kompetencer.

Jeg modtog en henvendelse af den daværende præst, der i forvejen havde en lederstilling i beredskabsstyrelsen, om at komme og være kirkens nye præst. Og vi har ikke fortrudt, at vi flyttede til Bornholm, og jeg har været glad for at være præst i Nexø Frikirke, men nu glæder jeg mig også til at komme tilbage til Vineyard i København.”