Tro, Håb & Inspiration

Pop iført skæg og skinny jeans

Tredje plade fra amerikanske Unspoken sidder lige i skabet, rent musikalsk.

Det jeg typisk går efter, når jeg leder efter ny, god musik er en god stemme og gode melodier.

Denne plade har begge dele. Forsanger Chad Mattson får det, som en amerikansk anmelder skriver, til at lyde let, også når det er noget teknisk svært, han synger.

Pladen slår benene væk under en med monsterhittet ”Reason” som også er titelnummeret (Et monsterhit betyder, en rigtig god sang). Alt ved denne sang virker! Sangen, som fænger én med det samme, giver associationer til TobyMac rent musikalsk. Check også den dertilhørende musikvideo ud på YouTube, som minder lidt om Stranger Things (uden at være uhyggelig).

Når en plade starter med en så stærk sang, kan man blive bekymret for, om det er sådan en one-hit-wonder, og resten er kedeligt. Heldigvis er der flere gode sange, og mange af sangteksterne har stor dybde til trods for, at det er popmusik.

Den næstbedste sang er den soul-fulde ”Let it be Love” (nr. 5) med den stærke tekst “If we’re gonna be known for something. Let it be love, love, love. Speaking the truth means nothing means nothing without love, love. No one’s gonna hear us if we keep throwing stones” etc.

Den tredjebedste sang er den 11. sang ”If we only only knew” med sit swingende omkvæd.

De andre sange når ikke helt samme musikalske niveau, men er med gode opløftende tekster som f.eks. nr. 12, der handler om, hvordan Gud retter op på vores spildte tid, eller nr. 3, om hvordan Gud sørger for os.

Albummet er forholdsvis varieret. Nogle sange minder om Justin Timberlake, nogle om OneRepublic. Andre er mere R’n’B-agtige.

På billederne ligner de et metal- eller rock-band, men de spiller “bare” pop. Et vellykket, stille og roligt album.

Kunstner: Unspoken – Titel: Reason – Genre: Pop – Forhandler: itunes.dk – Pris: 89,-

Her kunne din reklame være
Se også