Tro, Håb & Inspiration

Asylcenter besøgte efterskolen i Løgumkloster

Den 22. oktober havde LME inviteret det lokale asylcenter på besøg for at give dem et lyspunkt i deres hverdag.

Da Løgumkloster Efterskole åbnede dørene for asylansøgerne, spredte der sig hurtigt en hyggelig stemning med duften af vafler fra køkkenet, dans i dagligstuen og ansigtsmaling på lærerværelset.

Hele arrangementet var planlagt af skolens fokuskristendoms linje, for at asylansøgerne kunne få et pusterum fra den ensformige hverdag på asylcentret. Det har været en tradition de sidste fem år, at asylcenteret har været på besøg.

Dans og god stemning

Efterhånden som gæsterne ankom, blev stemningen bedre og bedre, den steg yderligere, da en gruppe kurdiske flygtninge tog initiativ til at lære os den tra-ditionelle kurdiske dans.

En af eleverne, som var med til at danse i dagligstuen, fornemmede en god stemning blandt både børn og voksne, som nød at danse med eleverne. Et barn fortalte, at hun elskede hiphop, men hun fortalte også, at hun ikke har mulighed for at danse på grund af den situation hun er i, derfor nyder hun at komme væk og danse med andre.

Flere af børnene nød at få malet ansigter med farverige motiver af alt fra Spiderman til flag på kinderne. Der var også mulighed for at lave perleplader og tegne i selskab med efterskoleeleverne. I hallen var der mulighed for at få noget af energien brændt af sammen med en fodbold eller stikbold.

Indtryk, vafler og oplevelser

Efter at alle fra asylcenteret var ankommet, var der samling i dagligstuen, hvor de to unglærere, Emma og Jonas, havde øvet sangen: ”Reckless Love”, som de spillede og sang for alle. Efter samlingen fortsatte aktiviteterne.

Da dagen var ved at være omme, og asylansøgerne var på vej hjem, efterlod de en super god stemning, alle var fyldt op med indtryk, vafler og oplevelser.

Skrevet af Nicoline Nissen og Christina Rode

Her kunne din reklame være
Se også