Tro, Håb & Inspiration

Her bliver eleverne i weekenden

På Efterskolens Solgården bliver mange af eleverne på skolen i weekenderne.

På Efterskolens Solgården oplever man, at langt de fleste af eleverne bliver på skolen i weekenderne. Det er her, man kommer tæt på hinanden, danner nye fællesskaber og der er tid til oplevelser, sjov og den gode snak.

Master chef

Der er hektisk aktivitet i skolens køkken. Det dufter fra gryderne, og sanseindtrykkene er ikke til at tage fejl af. Gulerødder, rejer og chokolade i en skøn forvirring.
Eleverne på Solgården har ”Master Chef” på programmet i denne weekend, og alle eleverne kæmper om at lave den bedste forret, hovedret og dessert i nogle mindre grupper.
Rigtig mange elever er på skolen igen i denne weekend, og sådan er det faktisk i næsten hver eneste weekend.

”Når langt de fleste elever vælger at være på skolen i weekenden, er det jo fordi, at de kan li’ at være her, og for rigtig mange handler det om ikke at gå glip af fællesskabet.
Det er som om, at der i weekenderne er mere tid til at lave de sjove ting og bare være sammen med vennerne. Det tror jeg, at eleverne nyder rigtig meget,” fortæller viceforstander Peter Jensen, der lige har haft vagten i en weekend på Solgården.

Volontørerne finder på

På Solgården er der nogle volontører hvert år, og igen i år er de rigtig gode til at sætte gang i fællesskabet, ikke mindst i weekenden. Det kan være sjove brætspil i dagligstuen, volleyball i hallen eller som for nylig, hvor der blev optaget en jule-musikvideo med alle eleverne.

”Det er fedt, at der altid er nogen at være sammen med,” fortæller Silas Sulkjær, der er elev på Solgården.

”Jeg nyder bare, at der sker en masse – det ville der ikke gøre, hvis jeg bare var derhjemme”, fortsætter Silas Sulkjær.

For Lui Madsen, som også er elev på skolen, handler det også om, at der ikke behøver at ske en masse. ”Det vigtigste er, at vi kan hygge os sammen – så er det faktisk ligegyldigt for mig om det er i dagligstuen, i hallen eller på værelset”, fortæller han.

Jesus også i weekenden

For mange elever er et af højdepunkterne i løbet af weekenden fredag aften, hvor der er lovsang på programmet. Eleverne er med til at stå for arrangementet, og det er et af skolens bands, som spiller og leder lovsangen.

”Jeg synes, det er fantastisk at kunne lovsynge Gud sammen med mine venner. Her møder jeg Jesus på en særlig måde og synes, at det virkelig er godt, når det er os elever, der står for sang, andagt og musik i weekenden – det kan jeg rigtig godt li”, fortæller Elisabeth Kjøller Hansen, der har gået på Solgården i to år.

Dejligt med mange elever

”På Solgården er vi meget begejstrede for, at eleverne bare godt kan li’ at være på skolen også i weekenderne. Det siger noget om fællesskabet,” mener Peter Jensen og fortsætter:

”Det handler også om, at der sker nogle sjove ting, som de synes er fede. Der bliver lavet melodigrandprix, vandreture, dyrket sport, afholdt fotoløb og vist film i biografen. Det er alt sammen noget, som eleverne prioriterer og synes er sjovt – samtidig er der mange, som også bare nyder at kunne hygge og flade ud i en weekend sammen med deres venner, og det er jo heller ikke så tosset.”

Læs også: Næstekærlighed på skoleskemaet

Se også