Ung Vinter – en ladestation med vitaminer for troen
Mariager Højskole har igen arrangeret ”Ung Vinter”, som finder sted fra 16. til 18. februar på højskolen.
Der er lagt op til en weekend med tid til Gud, venner, hygge og lovsang, når Ung Vinter igen finder sted. Det er en weekend med koncerter, aktiviteter, seminarer og fællesskaber.
For alle unge
Ung Vinter er for unge fra alle kirker og fra hele landet. Mikael Iversen, som er en af arrangørerne, fortæller:
– Da vinterferien både ligger i uge 7 og 8 afhængigt af, hvor i landet man bor, har interessen for Ung Vinter været stor, mens det rent praktisk har været umuligt for flere unge at deltage. Det undgår vi i år ved at lægge den i weekenden mellem ugerne, så alle har mulighed for at være der.
Derudover er det en oplagt mulighed at kombinere det med Højskolens Oplev-Højskolen-2dage-gratis tilbud og blive på skolen enten to dage før eller efter afhængigt af din vinterferie, siger han.
Brandin Reed
Weekendens store gæst er den amerikanske multi-kunstner Brandin Reed. Han kommer fra Dallas, USA, hvor han er Lovsangspastor i NB Church.
– Vi er i år heldige med at have fået Brandin Reed med, siger Mikael Iversen. Foruden at være en gudsbenådet kunstner har han også en stemme ind i ungdomsgenerationen.
Brandin har haft store udfordringer i livet, men han har oplevet, hvordan Gud har givet ham redskaber til at agere i det og være til velsignelse og hjælp for andre. Derfor er han heller ikke bange for at tale om det, og han længes efter, at folk må møde Jesus gennem hans vidnesbyrd og musik.
Brandin Reed vil både holde seminar, forkynde og give koncert på Ung Vinter.
Som nogle af de andre talere kan nævnes Rasmus Lund Jonstrup og Mikael Iversen, som begge har et stort hjerte for unge og også kan genkendes fra bl.a. Brighter.
Aktiviteter for alle
Ung Vinter har udvidet deres seminarer, hvor der bliver taget hul på dybere bibel undervisning på tidsrelevante spørgsmål som Bibel og evolution, Himmel og Helvede, Wokeisme, eller lederskabsundervisning, der udruster til engagement i den lokale kirke. Udover seminarer og møder er der masser af muligheder for aktiviteter: For de sportsglade er der fodbold og volleyball og pilates og fitness. Man kan også udfolde sig kreativt i kunst og kunsthåndværk.
Som noget ekstra vil der sidst i weekenden være vildmarksbad, saunagus, brunches og fest, der får det bedste ud af den danske vinter.
Forventer god deltagelse
– Vi forventer omkring 100 deltagere ud over højskolens elever, fortæller Mikael Iversen. Mariager Højskole ønsker fortsat at investere i dansk ungdomsliv. Derfor har vi også kørt prisen helt i bund, så alle kan være med, siger han.