Så starter vi igen hårdt ud med en pragtfuld rock-plade, der sætter ord på det svære, forlanger forandring gennem kunsten og sætter fri, gennem den frie og ufiltrerede kunst.
Der er en bekendelse i sangen “Song in My head”. Det bliver fortalt således: “I was eleven or twelve when I lost my virginity to porn” “I talked myself down when I took acid by myself didn’t tell anyone” – så er vi jo ligesom igang …ikke?!
Det er nærværende, relevant i “RIP” hvor tabet af en god ven bliver skildret på smukkeste vis: “I’m afraid to die, aren’t you?”
Jeg lytter til rigtig meget musik. Både Jenny Johnson, Petra og – Mariah Carey. Sådan – jeg sagde det! Jeg forsøger dog at undgå misk-mask. Det er bare ikke ofte, jeg støder på denne måde at skrive på i vores kristne landskab.
Der er for meget, der ikke må siges. Men dette stykke musik er faktisk skrevet af en flok kunstnere, hvor en vis kristendom er så elegant underspillet, at det fremstår autentisk. Det er så forfriskende.
Tag sangen “God&Man”. Sangerens vokal vrænger ud: “I catch myself basing my life on if I’m happy now”. Du, kære lytter, hører måske noget andet, men jeg hører i disse citater en refleksiv person, der klager og udtrykker sig fra et sted, der netop indebærer værdier, der netop drømmer om noget bedre – en kunstner med et ståsted. En kunstner, der har en tro.
Personligt er jeg mere forelsket i lyrikken end musikken – jeg vil hellere høre det live – eller til en udendørs fest på en altan, fordi vi i corona-landskabet ikke må gå ind…
Jeg savner dog diversitet mellem de forskellige budskaber, numre, tempo, stemmeleje, og et meningsfuldt omkvæd, der giver mig lyst til mere. Det trænede øre kan høre, hvor dygtige og sammenstemte musikere, de er.
