Tro, Håb & Inspiration

Imponerende lovsangsunivers

Arvid Asmussens nye album med moderne salmer inviterer lytteren med ind i et musikalsk univers med højt til himlen og fascinerende detaljer. Titlen ’KATEDRAL’ er en glimrende beskrivelse af et album med mange musikalske facetter, som priser Guds storhed og forundres over frelsen.

Albummet blev indspillet ved et liveevent på Rudehøj Efterskole, og første nummer er titelsangen KATEDRAL, som med livestemning og glade rytmer sætter lovsangsfesten i gang. Man fornemmer livestemningen uden at det dominerer lydbilledet.

Albummets vokaler udgøres af Arvid selv samt Cathrine Højlund, og det er svært at forestille sig et bedre match til dette album. Stemmerne komplementerer hinanden perfekt og giver sangene den helt rigtige balance mellem rytmisk lovsang og stemningen i traditionelle kirkelige salmer. Det bedste af de to verdener mødes her i smuk harmoni.

En gammelt taize-sang Syng lovsang hele jorden med gentagelsen af samme vers bringer sindet til ro og er med til at give diversitet til albummet. En kort nummer, der fungerer glimrende som optakt til en sang, som absolut må fremhæves: En nat uden stjerner – et nummer med et strejf af eventyr og mystik. Både lidt melankolsk på den fede måde og en lyd, som vækker hjertes længsel efter at hengive sig lovprisningen. Arrangement og tekst skaber sammen magien.

Nogle numre er nyfortolkninger af gamle salmer. I Op al den ting, som Gud har gjort og Gør døren høj, gør porten vid, fornemmer vi igen temaet om Guds skaberværk og storhed overfor underet i, at Han vil os. Sangene er tilpas fornyede med fin respekt for det oprindelige og med tydeligt aftryk af Arvids musikalske genialitet, som kendetegner hele albummet.

Har du ikke lyttet til Arvid og band før – så kan det varmt anbefales at komme i gang med dette album. Du kan glæde dig til en helstøbt musikoplevelse, som opløfter ånden i dit indre.

Kunstner: Arvid Asmussen
Titel: Katedral
Genre: Lovsang
Forhandler: i-tunes – Pris: 69 kr.

Se også