Det amerikanske band Disciple beviser for gamle fans, hvorfor de har været et gedigent navn siden 90’erne. Hvad angår metal-bandets åndelige ståsted kan man godt sige, der er kristne drenge bag instrumenterne.
Der kommer nu nok også nogle ny fans til – erklærer undertegnede – især med de elektroniske begyndelser, slutninger, pauser, ikke mindst deres guitar-accelerationer. Kan man sige vokal-accelerationer? Done.
Dette album beviser bl.a., hvor ekstremt produktive Disciple stadig er, og at de vil blive ved med at være her, selvom de udskifter alle medlemmer i bandet, undtagen forsangeren (læs bandets historie på disciplerock.com).
“Cuff the criminal” er lyrik, sat op til at skulle tolkes – ligesom resten af albummet i øvrigt! “The dark in my soul” er fx de issues, der skal pacificeres. Det at tage autoritet over depression og generelt de ting vi slås med i livet, er hovedtema på dette album. Sproget i samtlige sange er faktisk rigtig spændende at fordybe sig i.
Disciple henvender sig til dem af os, der forstår og som måske endda foretrækker et mere malerisk sprog, fuld af metaforer: Sangen “Fire away: Let your love be the weapon” – ordene er næsten romantiske. “I fell in love with the touch of grace”, synger han. En bekendelse af tilhørsforholdet hos Gud.
Der er også specifikke beskrivelser af angst og depression. “Panic Room” maler billedet af egoet, når det raser:“ I want a kingdom of my own”.
Hvor er det sejt beskrevet.
Som lytter er det en oplevelse at høre sange, der søger at forstå og samtidig udfordre et troende individ, såvel som et tvivlende, komplekst menneske.
