”Du må sige til, hvis der er noget, du ikke vil svare på.” Det siger jeg i starten af mit interview med 38-årige Maria Lykke Bentsen. Vi skal snakke om hendes abort. Mod slutningen af samtalen siger Maria, at hun i dag er åben over for alle spørgsmål om sin abort. Sådan var det ikke i de otte år efter, hvor hun med Bibelens ord fra Salme 23 gik i ”dødsskyggens dal”.
Da Maria var 22 år, blev hun gravid med sin daværende kæreste og nuværende mand, Bjørn. Men lykken var langt fra gjort for det unge par, for de var ikke gift.
Gennem Marias opvækst på det kristne behandlingshjem Kildegaarden på Midtfyn, havde hun erfaret, at der er noget, der er rigtigt og forkert. Hun havde også stiftet bekendtskab med mennesker, hvis liv var kørt af sporet.
Hver aften var Maria med til andagt med beboerne, og generelt fik hun troen ind fra alle steder gennem opvæksten. Efter folkeskolen var hun i Sverige for at arbejde som madmor på en bibelskole, og senere rejste hun til Etiopien og Australien på missionsrejse.
Blomsten og bien
Maria var opdraget med forståelsen af, at det at have sex før ægteskabet lå i kategorien forkert. Hendes forældre havde dog ikke taget samtalen om blomsten og bien med hende. Dén samtale vil hun selv tage med sine egne tre piger, Anna på 12, Elea på 10 og Astrid på 7 år.
”Der er jo ikke noget i vejen med sex; det er noget godt. Men det er bare om at have det i ægteskabets ramme,” siger Maria.
”Jeg er vokset op i et kirkemiljø med to forældre, der dedikerede sig til troen og solgte alt, hvad de havde for at hjælpe misbrugere. Jeg var en pæn pige, der gjorde alt det rigtige – og egentlig også higede efter at blive set som god nok. Jeg tænkte også, om jeg kunne leve op til alt det, som mine forældre har gjort,” fortæller Maria.
Frygten for at blive set som forkert var så overvældende, at Maria fik foretaget en udsugning i 12. uge. ”Det er jo synligt at være gravid, og så ville alle vide, at jeg havde haft sex før ægteskabet. Jeg plejer at sige, at det var en bekvemmelighedsabort,” siger Maria.
Da Maria vågnede op på Odense Universitetshospital efter aborten, blev hun tilbudt et glas saftevand, og så vendte hun ellers tilbage til livet som før.
Men efter et halvt til et helt år gik det op for hende, at hun havde valgt at afslutte et liv, og den tunge vandring i dødsskyggens dal begyndte.
Afsked med Jesus
Otte år efter aborten var Maria så tynget af sorg, at hun overvejede at blive skilt fra Bjørn, som hun havde fået to børn – i dag tre – med.
Lavpunktet indtraf en dag alene hjemme, hvor hun i en følelse af afmagt og uværdighed sagde farvel til Jesus.
”Jeg kunne ikke påstå, at han ikke er der. Men jeg valgte alligevel at forlade ham. Jeg havde det sådan: ’Okay, Gud. Hvis jeg alligevel skal i Helvede for mine synder, så kan jeg lige så godt feste’,” siger Maria.
Få dage efter foreslog hendes ellers ikke spontane mand, at de skulle tage et år på Mariager Højskole. ”Jeg gad bare slet ikke op til alle de hellige,” var Marias første tanke. Hun følte sig alt andet end hellig. Alligevel gik hun med til opholdet.
Før det havde hun i årevis levet tre liv. Det indre liv, hvor hun beskriver sig selv som ødelagt, lukket ned og forseglet fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelse. Dernæst det udadtil pæne familieliv med mand, børn og kirke.
”I kirken frygtede jeg at blive spurgt, hvordan jeg havde det, for så ville jeg jo blive nødt til at sige sandheden. Jeg troede, at min familie og folk i kirken aldrig ville kunne se mig i øjnene, hvis de vidste det,” husker Maria.
Det tredje liv var dér, hvor hun følte sig mest accepteret – nemlig arbejdslivet, hvor hun påtog sig en facade som sjov, provokerende og med en flab i munden.
”Når du hader dig selv så inderligt, så tænker du, at du ikke fortjener noget godt,” siger Maria.
Et frisættende syn
På Mariager Højskole spottede en lærer, at noget var alvorligt brudt inden i Maria. Det irriterede Maria voldsomt med lærerens kommentarer og hentydninger til, hvad der mon gemte sig i hende. Cirka en måned inde i det ét år lange højskoleophold i en formiddagspause sagde Maria til ham: ”Jeg vil godt fortælle dig sandheden; men det er nu eller aldrig”.
Det blev nu. De gik op på et værelse sammen. Maria havde følelsen af at være kvalt og ikke at kunne få luft. Hun fortalte om aborten og lukkede øjnene. Læreren spurgte: ”Hvad ser du?”.
Maria oplevede at være en tur i himlen stående på en kæmpe grøn græseng. En dreng løber og leger og har en fest med sig selv. Maria er sikker på, at det er hendes søn. Ved aborten var barnets køn ukendt.
I synet står hun og ser uden at kunne bevæge sig. Stadig tynget tænker hun, at det er en yderligere straf fra Gud. Tiden står stille, og hun ser Jesus stå med ryggen til hende. Jesus ser hende ikke i øjnene, men tager drengen op i armene. Hun ser drengens ansigt, og han siger: ”Hej mor!”.
”I det øjeblik blev jeg anerkendt som mor, en kærlighedstitel. Det var et af de smukkeste øjeblikke i mit liv,” siger Maria.
Fra lukket til pivåben
Synet forvandlede Marias liv. Det blev også anledningen til, at hun og Bjørn så hinanden i øjnene og fik taget hul på at snakke om og bearbejde aborten.
Kun de to havde kendt til hemmeligheden. Maria delte historien første gang på en søskendeweekend, og dernæst kom turen til forældrene.
Efterhånden stod hun mere og mere frem – også i offentligheden, og hun har været på forsiden af Retten til Livs medlemsblad. Via forsiden fandt hendes to ældste børn ud af det ved et uheld, og så fik de taget en alvorssnak om det.
”En abort har ikke kun konsekvenser for kvinden; men for hele familien. Der er søskende, der er blevet frarøvet en bror eller søster, og bedsteforældre, der ikke har fået et barnebarn at se,” siger Maria.
Før Marias interview med mig havde de to ældste bedt om, at delingen af deres mors historie må bringe liv.
Gennem Retten til Liv er hun blevet brugt som kilde til skoleprojekter om abort:
”Min historie tvinger de unge piger til at tænke, og efter at have snakket med mig kommer mange i tvivl om, hvor de selv står i forhold til abort. Det er jo normen at være for abort,” siger Maria.
Væk med tabuet
”Abortdebatten er umenneskeligt hård. Det er som en skyttegravskrig, hvor de to sider ikke lytter til hinanden,” siger Maria. Hun ønsker at være et menneskeligt eksempel i abortdebatten.
”Vi er naive, hvis vi ikke tror, at der sidder unge piger rundt omkring i kirkerne med lignende historier som mig. Jeg vil gerne være én, de kan spejle sig i. Mit håb er, at jeg ved at stå frem kan bringe forløsning til de unge piger, der sidder med skyld og skam,” siger Maria.
Før coronarestriktionerne havde hun besluttet at ville holde foredrag om sin historie. Det er hun stadig åben for, og hun må gerne kontaktes. Det er ikke længere nødvendigt at sige som jeg: ”Du må sige til, hvis der er noget, du ikke vil svare på”. For i dag er hun fri af skyld og skam, og historien ejer hende ikke, men er blot en del af hendes livshistorie.
