Tro, Håb & Inspiration

Simon fra Skywalk udgiver soloalbum

Albummet ”Solopgang” repræsenterer håbet, som er en vigtig del af Simon Pedersens liv.

Scenen er ikke en fremmed platform for Simon Pedersen. Til gengæld er det nyt for ham at stå der med sit eget album.

Simon Pedersen har for første gang udgivet sit eget album ”Solopgang”, som udkom den 13. marts.

Lys, liv og lyst

I en årrække har Simon spillet med i ungdomskirken Skywalk i Randers. Skywalk Lovsang udgav i 2015 albummet ”Din er æren”. Siden er bandet blevet opløst, og Simon Pedersen er blevet solist.

– Albummet hedder Solopgang, fordi jeg elsker solopgange. Det er for mig et billede på den tåge, vi nogle gange kan gå rundt i, der bliver brudt af solens stråler og giver os varme og perspektiv, siger Simon.

”Solopgang” er et lovsangsalbum og består af både nye sange, som Simon selv har skrevet, og gamle salmer. En af dem er ”I Østen stiger solen op”..

– Den sang handler om håb. I en af linjerne i sangen synger vi, at solen giver lys, liv og lyst til store og til små, og det er enormt livsbekræftende for mig, siger Simon.

Simon Pedersen har fået hjælp af venner og bekendte til at indspille og udgive sit album ”Solopgang”.

Håbet er, at Gud griber ind

Håb spiller en vigtig rolle i Simons liv. Men det er ikke noget, der altid kommer af sig selv. Han har brug for at minde sig selv om håbet.

Da udgivelseskoncerten af det nye album sidste fredag blev aflyst på grund af Corona-smitten, måtte han også minde sig selv om det håb, han tror på.

– Håbet er, at jeg ikke er min egen lykkes smed, men kan glæde mig over, at Gud griber ind.
Da udgivelseskoncerten gik i vasken, blev albummet alligevel udgivet og kom stadig ud til folket. Det er det vigtigste, det kom bare til at foregå på en anden måde, end jeg havde forestillet mig, fortæller Simon.

Albummet skulle have været udgivet med en koncert til et Youth For Christ-arrangement i Citykirken i Aarhus.

Arrangementet blev aflyst, men mere end 320 seere fulgte med på Facebook, hvor udgivelseskoncerten blev live-streamet.

I løbet af en uge er koncerten set over 11.200 gange.
Jeg har noget at give I processen med albummet er Simon blevet overbevist om, at Gud har skabt ham til at bidrage med noget. Ikke kun musikalsk, men også med de erfaringer, han har, og som den, han er.

– Tidligere har jeg haft tendens til at tænke, at det ligeså godt kunne være nogle andre, der siger noget, som det kunne være mig.

Men jeg har lært, at jeg som person faktisk har noget at give fra mit liv, mine erfaringer og mine sange, som andre kan bruge. At Gud faktisk har givet Simon noget, som ikke skal sammenlignes med andre, siger Simon.

”Solopgang” er titlen på det nye album. For Simon er det et billede på håb.

Båret af vilje og lyst

Nogle gange har han følt, at projektet med albummet var for vildt og for stort. Andre gange har han følt sig ligesom et barn, der bare frimodigt kaster sig ud i det.

I oktober gik indspilningen til albummet i gang sammen med fem andre, der har været en del af projektet og frivilligt lagt tid og hjerte i albummet. Ved siden af sit arbejde i en vuggestue har Simon arbejdet på albummet.

Vilje og lyst har båret projektet hele vejen, for lovsang betyder meget for Simon.

– Lovsang handler om at løfte Gud op på den plads, Han fortjener. Det ændrer ikke, hvem Han er, men det minder os om, hvem Han er. Det tror jeg, både gavner os og glæder Ham, siger Simon.

Se også