Tro, Håb & Inspiration

Eksperimenterende lovsang

Young Oceans er et kristent art-rock optagelsesprojekt fra Brooklyn, tilknyttet Trinity Grace Church i New York. Bandet består af otte medlemmer med Eric Marshall som frontperson, og det er også ham, der skriver sangene. De har eksisteret siden 2012.

Bandet har en del udgivelser bag sig, og her kommer den nyeste ”You are fullnes”. Et meget specielt album, synes jeg, med det jeg vil kalde eksperimenterende lovsang.

Dette skyldes, at det er en meget speciel lyd, de har, med meget rumklang. Det lyder som om de står i et stort, åbent rum og synger og spiller. Meget specielt faktisk.

Albummet er meget roligt, med sange som jeg synes inviterer til egen tid sammen med Gud, som meditation. Processen i bandet er, at sangene i første omgang skrives til lovsang i kirken, men når de skal indspilles, bliver de gennemarbejdet, så de kan bruges til personlig lovsang.

Sangen ”I know you Jesus”, synes jeg er en af de bedste, med en smuk tekst og en melodi, som rammer mig og giver mig lyst til tilbedelse. Ellers er det ikke sange til stor fælles lovsang.

Vi er langt fra den skandinaviske og Hillsong-agtige lovsang, vi kender. Men albummet er for dig, som har brug for noget alternativ lovsang, hvor du bare kan fordybe dig og gå ind i din egen tilbedelse af Gud. Solisterne bliver aldrig dominerende, men flyder sammen med musikken, så det skaber plads til dit eget rum med Gud.

Så hvis du har mod på lidt anderledes lovsang, så vil jeg anbefale dette album.

Kunstner: Young oceans
Titel: You are fullness
Forlag: Street Label music
Genre: Alternativ lovsang
Tilgængelighed: Itunes, Spotify og andre streamingtjenester
Pris: 79 kr. 

Se også