Tro, Håb & Inspiration

Revival Camp skal sætte hjerter i brand for Jesus

Det er ved at være tid for sommerlejre og -camps. Corona driller stadig, og derfor vil nogle være aflyst, mens andre gennemfører og helt nye opstår. En af de nye camps er ”Revival Camp”, en camp for unge mellem 15 og 25 år, arrangeret af Youth With A Mission (YWAM). Den finder sted 11. – 17. juli på efterskolen Alterna i Hillerød.

– YWAM startede sidste år med en lille camp ”Come and see”. Den blev lille på grund af Corona-restriktioner, og fordi den var helt ny. Men i år satser vi på en ”rigtig” og større camp med mange friske unge deltagere, som er sultne og har en længsel efter at opleve revival i deres liv sammen med Jesus. Det er noget af det, vi virkelig håber kommer til at ske, fortæller 21-årige Maria Victoria Andreassen, som arbejder for YWAM. Hun er med til at planlægge og afholde camp’en.

Fokus på Jesus

Maria, Emilie og Naomi fra YWAM København arrangerer camp for de 15 – 25-årige i Hilllerød i uge 28.

– Vi har arrangeret en camp med fokus på Jesus. Vi ønsker, at Han skal være så levende som muligt i de unge, og at deres hjerter skal sættes i brand, så det ikke bare bliver en uge med Jesus, men noget som holder hele året, fortæller Maria.

En dag på Revival Camp vil typisk bestå af: Stille tid om morgenen, lovsang, undervisning, small groups og forskellige aktiviteter. Om aftenen vil der igen være forskellige temaer: Lovsangsaften, woman-/mans night osv.

Der vil være et tema for hver dag på camp’en. Der vil være temaer som ”At høre Guds stemme”, ”Guds karakter”, ”Evangelisation” mm.

Det er YWAM’s unge team fra København, som har planlagt og afholder Revival Camp. Det er unge, som også arbejder i teamet til daglig.

De har inviteret to undervisere udefra til camp’en og er selv med til at undervise og afvikle aktiviteterne. Teamet håber, at rigtig mange unge er friske på en uge med Gud, masser af fællesskab og hygge.

Visionen

Visionen for Revival Camp er, at både deltagere og ledere bliver vækket dybt i hjertet, sultne efter mere af, hvad Gud kan give, og fyldt op med solid undervisning og livsforvandlende oplevelser, der sætter en ny standard for deres hverdag, står der på YWAM’s hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig camp’en.

Om YWAM:

Youth With A Mission er en global bevægelse af kristne fra mange kulturer, aldersgrupper og kristne traditioner, der er ivrige efter at tjene Jesus overalt i verden. Bevægelsen har ét fælles formål ”at kende Gud og gøre Ham kendt”.

Loren Cunningham grundlagde Youth With A Mission i 1960.

YWAM er af den overbevisning, at evangeliet ikke bare er ord, men også handling. Derfor arbejder YWAM i de tre områder: Evangelisation, Barmhjertighedstjenester og Træning

• Evangelisation: At fortælle om Jesus.

• Barmhjertighedstjenester: At vise Guds kærlighed igennem socialt arbejde og sundhedsmæssigt hjælpearbejde.

• Træning: At udruste kristne til at hjælpe andre, at dele deres tro og at leve efter Guds standarder i hverdagslivet.

Alle medarbejdere i YWAM uanset funktion skal selv finde støtte, da de hverken modtager løn, kost eller logi fra YWAM.

I Danmark arbejder YWAM for at kommunikere evangeliet om Jesus Kristus på en relevant måde i alle områder af samfundet – i Danmark og internationalt.

Se også