Tro, Håb & Inspiration

Guds Gadelys i Kolding

Fredag hver anden uge går gruppen Gadelys på gaden i Kolding for at evangelisere i nattelivet

Gadelys-holdet den 1. oktober i Kolding. Fra venstre: Mischa Turner, Simon Friis, Niels Møller, David Wille og Michael Bobjerg.

Det behøver ikke at være svært at dele evangeliet. Med det motto og Guds lys går en gruppe på gaden i Kolding fredag aften hver 14. dag for at tilbyde varme drikkevarer, forbøn og ikke mindst samtaler om troen på Jesus Kristus.

Fredag hver 14. dag er der gadekirke ved navn Gadelys i Kolding. Helt lavpraktisk foregår det ved, at en håndfuld mennesker stiller et lille cafébord op på gågaden i Kolding fra kl. 22 og nogle timer frem.

Initiativtager er 24-årige David Wille fra Kolding sammen med Mischa Turner. Gruppen mødtes i hans lejlighed kl. 21 fredag den 1. oktober, hvor Udfordringen var med.

Den aften var der fem mænd, som kender hinanden i forvejen. Der var kage og vindruer i stuen og snak om løst og fast.

Nu er nattelivet åbent igen, og gruppen ønsker at adlyde Jesu missionsbefaling i Koldings natteliv.

”Evangelisation behøver ikke at være svært. Vi vil gerne møde folk, hvor de er og fortælle om Jesus,” siger David.

Jesus-kopper i regnen

Efter en times hygge og forberedelse i ly af efterårsmørket i Davids lejlighed kører gruppen til bymidten i Kolding og stiller op. Efter en kort bøn for aftenen og natten går det løs, og de første samtaler med folk begynder.

Først på aftenen småregner det, og senere regner det ganske kraftigt. Også i regn og slud må og skal evangeliet ud.

I ly af regnen inde under parasollen er der flere unge, der får sig en kop varmt i de dertil medbragte engangs-Jesus-kopper.

Dem har et fast medlem af gruppen fået designet i Venezuela. Der er to hjerter på som af en sømandstatovering, hvor der står JESUS LOVE (JESUS KÆRLIGHED) med slynget skrift.

Mesterens vej

David er inspireret af den newzealandske YouTube-evangelist Ray Comfort, som er bosat i Californien. Ray Comfort har skrevet bogen ’The Way Of The Master’ (Mesterens Vej) om evangelisations-metoden med at konfrontere folk med deres synd og derved vise behovet for at blive tilgivet af Gud. Det er en metode, David benytter sig af i Kolding.

David er også komiker og deltager nogle gange til Open Mic, så han forstår også at levere selv de mest alvorlige budskaber på en humoristisk måde.

Han ved godt, at det kontroversielt at snakke om synd og Helvede. Men han har også fokus på Guds kærlighed og tilgivelse af synd ved omvendelse og tro.

Da David gik til præst, forstod han ikke, hvad Jesu kors og lidelse havde af relevans for ham. Derfor er det særligt vigtigt for ham at videreformidle, hvordan Jesus døde for menneskers synd.

En samtale fra aftenen

En samtale fra aftenen mellem David og en ung mand forløb cirka sådan her:

”Har du nogensinde løjet?,” spørger David og får at vide, at det har den adspurgte, unge mand.

David kører videre: ”Jesus siger, at hvis du hader nogen, er du en morder i hjertet, og at hvis du har haft sex med en kvinde, du ikke er gift med, så er du en horkarl”.

Evangelisation behøver ikke at være svært.
Vi vil gerne møde folk, hvor de er og fortælle om Jesus.
– David Wille

Derefter konkluderer David, at den unge mand er en løgnerisk, morderisk horkarl og spørger, om han så vil stå som skyldig eller uskyldig over for Gud.

Den unge mand svarer: ”Jeg siger ikke, at jeg er uskyldig. Jeg siger bare, at jeg er et godt menneske”. Han tror heller ikke på Helvede.

Til det har David endnu en rap replik: ”Det er det samme som at sige: ”Jeg tror ikke på motorvejen; det får den ikke til at forsvinde” ”.

”Du er grinern,” siger den unge mand, som efter samtalen blev bedt for.

Guds natteravne

Nogle af de unge, der kom forbi den aften, troede, at gruppen var Natteravnene. Gadelys-gruppen bærer også gule vester. Men der står klart og tydeligt GADEKIRKE på for og bag.

På bordet ligger der gule skilte med sort skrift i versaler i plasticlommer. Der står: GRATIS KAKAO. MÅ VI BE FOR DIG. GRATIS TE. GRATIS KAFFE.

Ifølge David er der flere mål med Gadelys: ”Vi vil gerne dele evangeliet med unge mennesker, og vi vil gerne vise, at også almindelige mennesker er kristne. Vi vil også gerne vise kristne, at det ikke er svært at dele evangeliet, og at Gud hjælper én med det”.

Det er sjældent, at gruppen falder i snak med plørefulde mennesker. De deler traktater ud og heraf to hjemmegjorte.

Den ene er stillet op som spørgsmål til en million kroner, om du kommer i Himmelen efter dette liv, og det andet er skrevet som en sms-tekst. Sværere behøver det nemlig ikke være at dele evangeliet.

Gadelys’ logo, som også bruges på Facebook.

FAKTA

Facebook kan du følge siden Gadelys og følge med i, hvad der sker i gruppen. Du er også selv velkommen til at være med uanset alder.

Det foregår fredag i ulige uger i på gaden i centrum af Kolding fra kl. 22.

Her kunne din reklame være
Se også