Tro, Håb & Inspiration

Fire års søvnmareridt fik omsider ende

For seks år siden begyndte Benjamin Barrit at få problemer med at sove. Det blev til sidst så slemt, at det satte hele hans liv i stå. Men så bad en kvinde fra kirken en enkel bøn for ham.

Benjamin måtte opgive sit teologikursus, da søvnproblemerne tog til. I dag læser han til ingeniør i Herning, efter at han for to år siden oplevede fuld helbredelse efter forbøn.

Benjamin Barrit har gennemlevet et langt mareridt i vågen tilstand. Han kunne nemlig ikke sove. Efterhånden sov han kun ca. 8 timer på en uge, og det varede i fire lange år.

Benjamin Barrit er 29 år og har boet det meste af sit liv i Randers, hvor han er opvokset i en frikirkefamilie. For to år siden flyttede han til Herning for at påbegynde nyt studie. Men inden da havde han oplevet nogle dramatiske år i sit unge liv.

Tiltagende søvnproblemer

– Tilbage i 2016 begyndte jeg at få nogle problemer, der påvirkede min livskvalitet. Jeg fik gradvist mere og mere svært ved at sove. Jeg var ikke syg og havde ingen ydre problemstillinger, så det var uforståeligt, hvorfor jeg pludselig havde så svært ved at sove.
Efterhånden, som ugerne gik, kunne jeg ikke længere klare min hverdag som teologistuderende på Aarhus Universitet. Jeg var nødt til at droppe ud af studiet og

flytte hjem til mine forældre, fortæller Benjamin.

Undersøgelser og gode råd hjalp ingenting

At Benjamin nu boede hjemme, ændrede ikke på hans nattesøvn. Den blev kun værre, og i næsten fire år sov han i gennemsnit 8 timer om ugen. På en god dag kom han ud af sengen, men for det meste havde han ikke overskud til andet end at ligge i sin seng.

– Der kan være mange forklaringer på søvnproblemer, så man forsøgte at finde en årsag. Jeg blev vejledt m.h.t. kost og motion, og jeg blev udredt for angst og stress, men det førte ikke til noget svar. Jeg blev også vejledt vedr. såkaldt søvnhygiejne, som er søvnritualer, lys og temperatur i soveværelse, undgå kaffe og stimulanser m.m. Heller ikke disse råd hjalp noget. Jeg fik medicin og fik taget blodprøver og undersøgt hjertet.
Jeg fik en henstilling til en søvnklinik, hvor man bl.a. rådede mig til at ligge kortere tid i sengen. Jeg var igennem alt, hvad systemet kunne tilbyde, men intet af det gjorde nogen forskel. Mit liv forblev søvnløst, miserabelt og isoleret, fortæller Benjamin.

– En dag kom hun på besøg i vort hjem.
Og den dag blev skelsættende…
Hun bad en enkel bøn til Gud for mig.

Venner og familie bad

Det var heller ikke fordi, folk ikke bad for Benjamins situation. Både venner og familie havde ham med i deres regelmæssige forbøn. Men lige lidt hjalp det, der var ingen ændring i situationen. Det var en svær tid for hele familien.

Karin Kühl fra Hammel begyndte i 2012 at bede for syge. Alene det første år bad hun for 360 personer og førte nøje regnskab med, hvordan det gik. 190 blev helbredt spontant eller senere. 27 fik det bedre, og de sidste 143 kunne der ikke følges op på. Se artiklen ’Karin holder regnskab med Guds mirakler’ fra 2013 på udfordringen.dk

Et besøg ændrede alt

– Der var en meget speciel kvinde i mine forældres kirke ved navn Karin Kühl. Jeg vidste godt, at hun bad for syge. Jeg kendte hende som en ildsjæl, der både prædikede og bad for mennesker i sin hverdag. En dag kom hun på besøg i vort hjem. Og den dag blev skelsættende. Hun bad en enkel bøn til Gud for mig. Første nat efter Karins besøg var en normal nat. Jeg faldt i søvn, og jeg vågnede ikke efter en time. Jeg sov hele natten. De næste nætter sov jeg også hele natten, siger Benjamin og tilføjer: Og sådan har det været lige siden.

Livet kom tilbage

Efter Karins besøg kom livet tilbage, og genopbygningen af Benjamins krop begyndte.

– Min krop havde ikke bevæget sig ret meget, og musklerne var forsvundet. Det kan tage mange måneder for led og sener at blive stærke, så processen med at blive stærk var lang. Men nu to år senere er jeg helt tilbage til normalen.

Forandrede prioriteringer

Benjamin og hans familie takker Gud for det mirakel, som de har oplevet. Og Benjamin vil gerne ære Gud ved at fortælle sit vidnesbyrd. Det, som han har været igennem, har givet ham et nyt syn på mange ting. Han har fået en dybere empati med mennesker. Om to år er han færdig som ingeniør, og der er gode jobmuligheder. Men det er blevet endnu mere vigtigt for ham at tjene Gud med sit liv. Med hvad og hvordan ved han ikke helt endnu, men det står højt på hans prioriteringsliste.

Her kunne din reklame være
Se også