Børnelovsang på højt niveau
Der er udgivet rigtig meget god børnelovsang i årenes løb, til gavn for mange børnekirker rundt omkring. Denne EP er ingen undtagelse. Det er virkelig børnelovsang på højt niveau.
EP’en udgives af ”Kongens efterfølger”, som består af ægteparret Benjamin og Natalie Dalby Aagaard. De to har selv skrevet 4 af de 5 sange, og Natalie er solist på 2 af dem. Derudover har de fået hjælp af børnekor fra Thomasskolen i Skovlunde. Det er en meget flot og professionel EP, med nogle skønne, trosstyrkende sange, som er nemme at synge med på. Natalie har en fantastisk stemme, som passer perfekt til sangene. 3 af sangene er nemme, up-tempo sange, som børn meget hurtigt kan lære.
Så er der sangen ”Fri”, som mere er en sang for ”between”-alderen, altså den unge teenager. En supergod sang, som nemt kunne blive et hit for de unge i den alder. Sidst, men ikke mindst, er der en dejlig aften-/godnatsang, som bare er så fin, med dejlige instrumenter, god sang og rigtig aftenstemning. Når jeg lytter til EP’en, er jeg ikke i tvivl om, at dem der har lavet den ELSKER børnelovsang.
Det er livsbekræftende tekster, som er nemme at forstå, og som fremstiller Jesus som superhelt, hjælper og ven. I sangen ”Den sande superhelt”, lyder tektsten: Jesus, du er den sande superhelt for mig/ og jeg ved at du kæmper kampe på min vej/ ingen anden, så stærk og god og klog som dig. Melodierne er så gode, og jeg kan ikke lade være med at synge med. De har gjort deres arbejde godt og har oveni købet lavet 2 musikvideoer og videoer med fagter til sangene. Så det er nemt at gå til ude i kirkerne.
Så mangler I ny børnelovsang i kirken, så vil jeg varmt anbefale denne EP.
Kunstner: Kongens efterfølger
Titel: Vi står sammen
Genre: Børnelovsang
Download: Alle streamingtjenester
Pris: Fysisk CD kan købes på shemarecords.dk for 79,-kr.