Tro, Håb & Inspiration

Også kristne unge er udfordrede

Der er brug for mere dialog mellem unge og voksne om fx. ensomhed, identitet, porno, grænser og seksualitet, viser en rapport bestilt af AdamogEva.dk

Ensomhed, usikkerhed og mistrivsel præger ungdommen i dag – også i kristne fællesskaber. Både forældre, kirkeledere og de unge selv må blive bedre til at tale sammen om de svære spørgsmål.

Det viser en omfattende rapport, som den kristne digitale rådgivningsportal AdamogEva.dk har lavet med hjælp fra Center for ungdomsstudier. Fokusområderne er: Krop, køn, identitet, grænser og seksualitet. Desuden indeholder rapporten mange overvejelser og forslag til handlinger i forhold til de udfordringer, rapporten viser.

13-14 årige mistrives

Rapporten er baseret på svar fra unge fra Indre Mission og Luthersk Mission og viser, at der er stor mistrivsel, især blandt piger i 13-14 års alderen. Hver femte pige i alderen 13-14 år, som er med i et kristent fællesskab, føler sig ikke god nok, og hver fjerde føler sig meget ensom. Det er på linje med almindelige undersøgelser og viser, at de kristne ikke har det bedre end de ikke-kristne unge.

Andre iøjnefaldende resultater af undersøgelsen er, at drenge/unge mænd i kristne fællesskaber har samme pornoforbrug som deres jævnaldrende, og hver tredje af de hjemmeboende unge taler med deres forældre om tro, men ikke ret mange om rusmidler, krop, onlineliv, sex eller porno.

Vigtigt redskab

Med rapporten har redaktionsudvalget for AdamogEva.dk fået et redskab til at blive klogere på deres målgruppes virkelighed. Men mange flere kan have gavn af den nye viden.

“Med rapporten har alle voksne, som har en relation til store børn og unge i kristne fællesskaber, fået en enestående mulighed for at blive klar over, hvad der fylder i unges liv, når det handler om krop, følelser og seksualitet,” udtaler redaktør og leder af AdamogEva.dk, Vibeke Sode Hjorth.

– Det er voksnes ansvar, at børn oplever Guds kærlighed, siger Vibeke Sode Hjorth fra AdamogEva.dk.

Brug for kristne rum

“Rapporten gør det tydeligt, at der er brug for rum i kristne fællesskaber – både familie, skoler og klubber – hvor børns og unges hverdagsspørgsmål bliver sat i relation til den kristne tro og Bibelen. Hvis flere børn og unge skal opleve Guds kærlighed og Bibelens gode vejledning som relevant i deres liv, er det vi voksnes ansvar,” siger Vibeke Sode Hjorth.

Vigtigt med dialog

Der er brug for en større dialog mellem unge og voksne omkring disse ting. Derfor er det også vigtigt, at de unge får mod på at åbne op og begynde at sætte temaer på dagsordenen, som giver mening i deres hverdag – også i kristne fællesskaber. Kun hvis der kommer mere åbenhed fra begge sider, er det muligt at ændre på situationen, for ellers forstår voksne ikke, hvad der foregår i den unges liv.

Rapporten indeholder også anbefalinger til, hvad man kan gøre på disse områder. Den er tilgængelig på: Materialer: AdamogEva.dk

Her kunne din reklame være
Se også