Vitaminer til Gudslivet og sjælen
Hvert år i uge 7 inviterer Mariager Højskole til en vinterferie med indhold. I år er ingen undtagelse. Det foregår i dagene 12. til 18. februar.
”Ung vinter” er en uge med Gud, gamle og nye venner, ”Crash cafe”, vildmarksbad, fordybelse i Guds og lovsang. Eller som der står på hjemmesiden: Ung vinter er faklen, der lader dig og din vinter op med vitaminer til Gudslivet og sjælen. Der er tale om en tværkirkelig lejr for unge fra alle kirkesamfund.
Der vil være 4 seminarer i løbet af ugen:
Evolutionistisk skabelse, hvor Mikael Iversen sætter fokus på: Hvordan kombineres troen på Biblens sandfærdighed med evolutions-læren? Afviser den ene den anden, eller kan tro og videnskab kombineres? Et seminar, der åbner op for 1. Mosebog’s skabelsesberetning, videnskabens evolutionsteorier og det Nye Testamentes frelseslære.
Endetiden ved Rasmus Lund Jonstrup: Det bibelske tema om Gud, der begyndte historien, en dag afslutter den, har igennem forskellige tider haft mærkværdige udfald. Datoer er forsøgt beregnet, der har skræmt folk fra vid og sans. Dette ‘conspiracy-buster’ seminar giver dig en basic oprydning i, hvad Bibelen tydeligt og utydeligt taler om.
Discipelskab ved Michala Gry Sangild: Hvordan ser discipelskab ud i hverdagen? Ordet, der oftest bruges, sjældent defineres, men er super centralt i dit liv med Jesus. Et seminar der får din vandring med Jesus gjort konkret og anvendelig.
Himmel og helvede ved Jamie Liberkind: Nogle gange har kirken talt for meget om livet efter døden og skræmt/lokket på en manipulerende måde. Nogle gange er emnet undveget, fordi det er lettest. Jesus talte meget om livet efter døden – men hvad sagde han, og hvad sagde han ikke?
Michala Gry Sangild kommer fra Hillsong Kbh, og Jamie Lieberkind er fra Mariagerfjord frikirke. Derudover har man inviteret Janitha Ranjansen fra Alive Kirken og Joel Bagnall, Lyngby frikirke.
Man kan læse mere på www.ungvinter.dk