KFS-påskelejr med fokus på troen som fundament
KFS afholder påskelejr for unge studerende i Skanderborg fra 1.-5. april. Denne gang med besøg af forfatteren Rebecca Pippert.
En lejr med betydning
Påskelejren har år efter år fået lov til at få afgørende betydning for mange KFS’eres tro og relation til Gud gennem fællesskab, undervisning, lovsang og forkyndelse. Derfor er lejrchef og sekretariatsleder Peter Bjerre glad for, at KFS igen får lov til at byde studerende fra nær og fjern velkommen til fem dages lejr i Skanderborg:
– Sidste års lejr var – med corona minderne friskt i erindringen – en stærk påmindelse om, hvor berigende det er, når vi mødes og deler vores tro. Derfor er vi også enormt taknemmelige over, at vi i KFS igen får lov til at skabe rammen om det her fælles møde mellem studerende på tværs af hverdagens studier og kirkelige sammenhænge, hvor vi både i undervisning og forkyndelse kan blive opmuntret, udfordret og udrustet til hverdagen sammen.
Besøg af forfatter
Det er i år lykkedes at få en Rebecca Pippert på besøg. Rebecca er en international forfatter og foredragsholder, som gennem sit liv har beskæftiget sig med og skrevet flere bøger om åndelig fornyelse og evangelisation. Rebecca talte på en KFS-lejr for 10 år siden, og KFS generalsekretær Jakob Højlund er rigtig glad for, at hun nu igen besøger lejren. Han fortæller:
– Rebecca Pippert har livslang erfaring med at læse i Bibelen med alle mulige mennesker, både kristne, søgende og ikke-troende fra alle mulige kulturer, og hun har set den ene efter den anden komme til tro på Jesus gennem Bibelen. Det glæder jeg mig over, at KFS’erne kan få lov til at lære af og blive inspireret af på årets Påskelejr! Alle skal simpelthen have lov til at høre om Jesus, og det kan de bl.a., når vi læser i Bibelen sammen. Det fantastiske er, at den vandring også inkluderer os selv; vi bevæger os også hen til Jesus, hvor han og hans kærlighed får lov til at blive større.
Alle er velkomne
Selvom Påskelejr primært er til for studerende, er alle meget velkomne til at deltage i lejrens aftenmøder. For at dække udgifter til leje af lokaler osv. skal der købes en aftenbillet i døren til 90 kr. (60 kr. for medlemmer). Programmet for de enkelte dage kan findes på hjemmesiden: paaskelejr.dk