Tro, Håb & Inspiration

Masser af gode, iørefaldende sange

Bag dette band står sangskriver og lovsangsleder Michael Cochren. Han startede med at spille sammen med en flok venner I 2011, hvor de rejste rundt i landet og gav koncerter. I 2018 udkom deres første single ”Church” (Take Me Back) og Michael Cochren blev nomineret til en Dove award i 2020 som årets artist. I 2021 udkom deres første album ”Don’t Loose Hope”. Nu er de klar med deres andet album.

Stilen er soft rock/blues og gospel. Der er masser af gode, iørefaldende sange på dette album, og sangene går overraskende hurtigt ind i hukommelsen. Michael Cochren har en stærk stemme, som gør ham til en rigtig god frontfigur i bandet. Men bandet er også utrolig velspillende, og sangene og musikken er af høj kvalitet. Jeg forstår godt, at de stormer frem.

Det er mit første bekendtskab med dette band, men bestemt ikke det sidste. Det er et dejligt album at lytte til. Jeg elsker sange, som viser hen til Jesus som frelser og som sejrherre i verden, og mange af sangene på dette album handler netop om det. Men der er også sange om at være der for nogen, man holder af, om at skabe gode minder med andre og om at gå igennem de svære nætter med Jesus ved sin side.

Jeg vil gerne fremhæve sangen ”Thank God for Sunday Morning”, som jeg synes er rigtig god i både tekst og musik. Den handler om, at vi kan føle os syndige og at vi kommer til kort, men at Jesus gav alt for os og stod op søndag morgen, og det gør vores liv værd at leve. Titelsangen ”Running Home” handler om at løbe i Guds favn, og det er bare så opmuntrende, at vi altid kan gøre det. Det er næsten uretfærdigt at fremhæve enkelte sange, for de er faktisk gode alle sammen. Men giv det selv et lyt og se, hvad der gør indtryk på dig.

Kunstner: Cochren and co.
Titel: Running Home
Genre: Soft rock, blues og gospel
Tilgængelighed: Diverse streamingtjenester

Her kunne din reklame være
Se også