Ferierejse til Tanzania sætter et konkret aftryk
”At vi kommer og bygger drivhuset hjælper Bethania med at få en god start på grøntsagsproduktionen, som de så selv kan stå for driften af bagefter,” fortæller Per Clausen, der er rejseleder på turen.
Volontørturen er en anderledes måde at rejse på, hvor deltagerne har mulighed for at komme tæt på det ægte Afrika. Langt væk fra alle turiststederne.
”De kommer til at opleve den ægte, upolerede hverdag i Sumbawanga og opleve alle de små finurligheder i deres kultur. Samtidig får de muligheden for at have kontakt med de lokale og børnene i Bethania Children Village,” siger Per Clausen.
Rejseleder Per Clausen fra Grejs er her i gang med tømrerarbejde under volontørturen 2017. Foto: Søren Haahr
Også en ferierejse
Foruden at man som deltagende på volontørturen giver sin arbejdskraft til drivhusbyggeriet og lærer stedet og kulturen at kende, bliver der dog også tid til at opleve nogle af de ting, der hører sig til på en rejse til Tanzania. Heriblandt at komme på safari, få sig en dukkert i det Indiske Ocean og se historiske steder.
Dermed er volontørturen en unik mulighed for at få rejseoplevelser samtidig med, at man giver af sin tid og arbejdskraft og gør en forskel.
”Når drivhuset er færdigbygget, og deltagerne kører fra Sumbawanga, kan de kigge ud ad busruden, se på drivhuset og vide, at de har været med til at sætte et konkret aftryk, som har betydning for hjemmets børn,” fortæller Per Clausen.
Man kan gøre en forskel
En af volontørturens deltagere er Frida Elisabeth Vermehren på 19 år. Hun har i nogle år fulgt sin families engagement i Fremtid og Håb og vil nu opleve Afrika på egen krop og gøre en forskel.
”Jeg gerne vil være med til at gøre hverdagen en lille smule bedre for gadebørnene på børnehjemmet gennem arbejdet med at bygge drivhuset, der er en hjælp-til-selvhjælp.
Jeg vil rigtig gerne møde børnene og se, hvilket slags liv de lever. Det er vigtigt, at vi forsøger at sætte os ind i andre menneskers virkelighed for at kunne være med til at gøre en forskel.
Vi er jo alle mennesker, og hvis ikke vi aktivt gør et forsøg på at forstå og acceptere hinanden, kommer vi aldrig videre,” siger Frida Elisabeth Vermehren.
Alderen på rejsedeltagerne spænder lige fra 17 til 70 år. Vigtigst for at deltage på volontørturen er, at man har lyst til eventyr.
Fremtid og Håb
Fremtid og Håb er en dansk forening med evangelist-luthersk grundlag, der hjælper familier og gadebørn i Sumbawanga i det sydvestlige Tanzania. Arbejdet støttes af frivillige i Danmark, Norge og Færøerne i tæt dialog og kontakt med de lokalt ansatte.
Børnehjemmet, Bethania Children Village, rummer 35 drenge og piger og fungerer som udgangspunkt og hjælpecenter for arbejdet.
Der er et fint samarbejde med de lokale myndigheder og kirker i området. Se mere på www.fremtidoghaab.dk
Af Jonas Hülke Mortensen