Skolekoncerter hitter stort
Lokale børne- og ungdomsgospelkor fylder Sønderjyllandshallen tre gange med over 2000 skoleelever den 8. og 11. juni.
Én fornyet produktion af SuperHero -revived, og én helt ny ID – gospelperspective produktion med 11 helt nye sange ser ud til at have vakt skolernes interesse. De har nemlig kvitteret med over 2000 tilmeldinger indtil nu, så gospelforeningen har været nødt til at booke ekstrakoncerter i Sønderjyllandshallen.
Den store tilslutning kommer bag på arrangørerne i Aabenraa GospelFamily, idet de havde forventet en vis afmatning i interessen, desto tættere man kom på sommerferien; men det har ikke været tilfældet.
Forestillingen SuperHero med GospelRoots består af sange om biblens helte, og der er tre nye med.
De tre nye sange af Torben Callesen er koreograferet af Sandra Eggersen, som har arbejdet hos A.B.Dance. Imellem sangene er der heltequiz, hvor Roots’ dramateam lægger op til konkurrence om, hvem der kender heltene bedst og kan gætte næste helt.
Når sangene synges, inviteres eleverne til at deltage i bevægelserne i bedste ’Just dance’ stil, så salens tag er ved at lette.
Identitet og X-Factor
GospelFamilys helt nye produktion tager emnet ’identitet’ op i alle dens afskygninger pakket godt ind i både stærkt bevægende gospelsange, men også selvironiske sange med et glimt i øjet, som vil få lattermusklerne i gang. Imellem sangene er der både drama og korte videoproduktioner, som til dels er lavet af Teens selv.
Også i denne produktion har koret allieret sig med hjælp udefra i form af X-factor solistcoach Julie Lindell og Infernal koreograf Sara Tholander, hvilket har givet produktionen et super professionelt udtryk.
GospelRoots og GospelTeens har tilbudt skolekoncerter igennem 9 år med over 25.000 deltagende elever igennem tiden, hvor det især har været julekoncerter, der har været populære. Men det bliver altså nu udvidet til populære sommerkoncerter også.