Tro, Håb & Inspiration

Flot sæsonstart for 1. holdet

Formand Benjamin Larsen ses her med checken for en flot 3. plads i Valby bladet cup.

FC Udfordringens 1. hold endte på en flot 3. plads i træningsturneringen Valby Bladet Cup. Det udløste en præmie på kr. 1500 kr.

Efter et flot forår for holdet glæder Jonas Haugegaard sig til den nye sæson:
– Vi er mange til træning, og der er kommet en del nye til, som hæver niveauet yderligere. Jeg tager hul på min sjette sæson i FC Udfordringen, og jeg tror aldrig, truppen har været stærkere, end den ser ud til at blive i år, siger Jonas, der netop er stoppet som spillende assistent-træner.

– Jeg synes ikke, jeg kunne finde tid til at levere den indsats i rollen, som jeg synes, drengene på holdet fortjener. Så jeg indgår i truppen som spiller, og i stedet har klubben ansat Henrik Due Jørgensen som assistent til vores cheftræner Nicolaj Florin. De virker til at blive et rigtig stærkt makkerpar, som jeg er overbevist om har evnerne til at løfte os til næste niveau, siger Jonas.

Flot forår

Holdet kan se tilbage på et forår, hvor de kun tabte én kamp. Og det betyder, at mange hold i serie 1-puljen vil jagte dem i den nye sæson:

– Den favoritrolle skal vi vænne os til at tage på os. Det er noget, vi har talt meget om i opstarten. Vi forventer også af os selv, at vi kan blande os i toppen igen, men rækken er tæt, så hvis ikke vi træner godt og arbejder hårdt i kampene, kan vi godt glemme alt om det. Vi glæder os meget til den nye sæson, fortæller Jonas.

Lørdag den 18. august spillede holdet den første kamp i sæsonen, som de vandt 3-0. Modstanderen var Kløvermarkens Forenede Boldklubber.

Her kunne din reklame være
Se også