Generationsskifte på serie 3-holdet
FC Udfordringens serie 3-hold har sagt farvel til 7 af de etablerede spillere. Nye unge spillere er kommet til, og ny formation skulle gerne bane vejen for bedre resultater end i sidste sæson.
Serie 3-holdet i FC Udfordringen har gennemgået lidt af et generationsskifte, hvor 7 af de etablerede spillere omkring truppen stoppede op til forårssæsonen.
– Vi har fået nogle rigtig gode unge gutter ind på holdet, som hver især tager mere og mere ansvar og vokser med opgaven. Det er en rigtig god gruppe gutter, med nogle spændende fodboldspillere imellem, som er villige til at give deres bedste for holdet. Så vi er meget optimistiske i forhold til at udvikle holdet. Vi er altid åbne for at se nye ansigter omkring holdet, så hvis du går med ambitionen om at spille med i toppen i serie 3 eller på at tage et springbræt til vores førstehold, så tage endelig fat i trænerteamet, siger Niels Mose Møller og Teis Borbye Bech fra trænerteamet .
Blandet forår
Forårssæsonen blev en blandet pose bolsjer for FCU’s serie 3 som endte med en midterplacering i serie 3 pulje 10.
– Lyspunkterne i sæsonen har klart været indførelsen af ny formation, da vi er gået over til at spille 3-4-3, hvilket har gjort os bedre til at holde i bolden og ikke mindst at skabe flere chancer. Vi har i mange kampe lykkedes med at sætte os på spillet, og vi står på bagkant af sæsonen med en følelse af flere kampe med stolpe ud end stolpe ind. Vi satser benhårdt på at kunne udvikle holdets spillestil endnu mere, så vi igennem en boldbesiddende og offensiv indstilling kan blive endnu bedre, lyder det fra Niels og Teis.
Sæsonens største resultater var en 5-2 sejr over et stærkt KB hold, der blev rækkens nummer 4, samt sejren over Heimdal i sidste spillerunde, som gjorde, at de missede førstepladsen i puljen.