Tro, Håb & Inspiration

Smilla fik fornemmelse for journalistik

Smilla Hachmann (th) – som er praktikant på Udfordringen – interviewer sin veninde Jennifer Monbjerg Nass Nielsen (tv) som er i praktik hos Historicum. I midten ses systuens leder Annette Herbst.

Smilla Hachmann var i sidste uge i praktik på Udfordringen, selv om hun egentlig ville have været i praktik som designer.

Men det var hendes kammerat Jennifer fra Design- og Idræts-efterskolen Skamling, der var heldig at komme i praktik på en rigtig systue – nemlig hos Historiucum, der syr historiske dragter til film, udstillinger på museer og historiske projekter.

Til gengæld kom Smilla i praktik på Udfordringen og interviewede bl.a. sin veninde.

Ligesom Smilla har hun altid drømt om at blive designer.

– Jeg kan godt lide at tegne og sy. Jeg tegner modeskitser. Og jeg vil gerne skabe noget smukt, fortæller Smilla.

Hun og Jennifer går i 9. klasse på Design- & Idrætsefterskolen Skamling.

På designlinjen på Skamling har Smilla bl.a. lært, hvordan man re-designer. Dvs. at sy brugt tøj fra fx en genbrugsbutik om til noget nyt og flot. Designlinjen skal også til Paris, og Smilla håber, at de får lov til at se et af de berømte modedistrikter – og måske et rigtigt modeshow. Hun har allerede været på andre ture med designlinjen, hvor de bl.a. har besøgt en professionel re-designer.

I Paris kalder man den finere mode for haute couture, som oversat betyder ”finere syning”. Berømte haute couture designere er fx Coco Chanel, Jean-Paul Gaultier og Sonia Rykiel.

– Jeg kan også godt lide at designe bluser og T-shirts.

I ugens løb har Smilla også fået mere fornemmelse for journalistik, så nu overvejer hun at kombinere de to interesser. Så hun ved ikke endnu, om hun vælger at gå på designskole eller journalisthøjskole.

Smilla har de sidste seks år gået til kunstskøjteløb, så måske ender hun i stedet med at blive skøjteprinsesse.

Smillas navn stammer fra Peter Høghs roman ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992).

Navnet kommer fra moderens grønlandske navn Millaaraq, som betyder ”den lille brummende” – ligesom et insekt.

I bogen synes faderen, at det minder om de danske ord smil og mild. Derfor opstod navnet Smilla.

Her kunne din reklame være
Se også