Tro, Håb & Inspiration

Åndelig støtte til kristne idrætsfolk

Billede fra KRIK Elites StartUp den 10. maj 2019. På billedet ses fra venstre: Daniel Nord Kastrup (formand KRIK Elite), Sebastian Blomqvist Johansen (fodboldspiller Holbæk Bold- og Idrætsforening), Noa Bak-Pedersen (100 og 200-meter spring, Det paraolympiske landshold i atletik) og Jeannette Nybo (Formand for KRIK Danmark).

Hvad har kristendom og idræt med hinanden at gøre? En hel del, hvis man spørger Kristen Idrætskontakt, kaldet KRIK. De udvider nu med KRIK Elite med et særligt fokus på kristne elitesportsidrætsudøvere. En af dem er 100 og 200 meter-løberen Noa Bak-Pedersen.

Danmark er faktisk et af de eneste lande i Europa, som endnu ikke har fokus på kristne elitesportsudøvere. Det bliver nu ændret:

– Vi oplever konkret i mødet med Sebastian og Noa et behov for et fælleskab, hvor kristne atleter kan mødes, dele oplevelser og opmuntre hinanden. Vi oplever et behov for et fællesskab, som har kendskab til atleternes konkurrencehverdag og kan bede for dem, siger formand for KRIK Elite, Daniel Nord Kastrup.

To af elite-medlemmerne er 23-årige Sebastian Blomqvist Johansen, som er fodboldspiller i Holbæk Bold- og Idrætsforening, samt 100 og 200 meter-løberen Noa Bak-Pedersen, som også er 23 år:

– Min tro betyder meget for mig. Jeg oplever, at jeg i forbindelse med løb kan blive meget nervøs. I forbindelse med sidste EM i august 2018, følte jeg mig som gladiator i ringen på grund af det store pres og kameraerne. Men i stedet for at finde fokus i mig selv, som andre atleter, citerer jeg Fil.: 4;13: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft”, forklarer Noa.

Noa er med på det Paraolympiske Landshold i Atletik. Han satser på at komme med til VM i Dubai til november. Og han er hurtig: Han har løbet 100 meteren på kun 12.88, hvilket var verdens 27. bedste tid i hans klasse. Det startede ellers med, at han som 18-årig kom med på Spastikernes fodboldlandshold, men efter en løbetur fandt de hurtigt ud af, at han var så hurtig, at han kunne drive det meget langt. I dag bruger han 15 timer om ugen på at træne.

Støt og del troen

KRIK Elite har tre formål:

1. at støtte kristne eliteudøvere i et hårdt konkurrencemiljø, der retter fokus mod fysik og mentalitet, men ikke giver ret meget plads til den åndelige dimension.

2. at udbrede evangeliet i det danske elitemiljø.

3. at støtte kristne børn og unge i deres drøm om at gøre sporten til deres levebrød.

– Vi er meget bevidste om, at sportsfolk er rollemodeller, og at eksempelvis det brasilianske fodboldlandsholds fællesbøn er et stort vidnesbyrd om Gud. Lige nu vil vi gerne vise børn og unge, at det er muligt at forene troen på Gud med drømmen om at blive professionel sportsmand/kvinde. Og det kræver blandt andet, at kristne atleter som Noa og Sebastian træder frem og fortæller deres historier. Både Noa og Sebastian har spændende og unikke historier, som vi håber, børn og unge kan spejle sig i og sige: ok, det vil jeg også prøve! forklarer Daniel Nord Kastrup og fortsætter:

– Vi skeler også til andre lande, og vi skal kun krydse grænsen for at finde mange kristne organisationer (www.ecsu.eu, www.athletesinaction.org, www.krik.no m.fl.), der bruger sporten som missionsmark, har ansat sportspræster mm. Derfor tror vi også, at der må være et behov i Danmark for KRIK Elite. Personligt drømmer jeg om, at vi kan sende en sportspræst med til OL i Tokyo 2020, der kan være et tilbud for danske atleter.

KRIK startede op i Danmark i 2016 og har i dag knap 100 medlemmer. Det er ikke så meget i forhold til det norske forbillede, som startede i 1981 og hvor der er omkring 15.000 medlemmer! Så man skulle tro, at der var potentiale for flere i Danmark, i takt med at flere hører om fælleskabet:

– Men vi vil gerne være et stærkt alternativ til den klassiske mødeform, som dominerer kristne fællesskaber i Danmark. Gud har givet os masser af muligheder for at bruge vores krop aktivt, og så er sporten og idrætten bare et sprog, som alle kan tale. Derfor vil vi også gerne, at KRIK kan skabe sunde fællesskaber – events, lejre og lokalforeninger – hvor nogle måske oplever og hører om Jesus for første gang. Vi har ingen idé om, hvor mange der er i KRIK om tre, fem eller ti år. Men vi vil arbejde for, at rigtig mange får lov at opleve, at Jesus og aktiviteter er et rigtig godt match! understreger Nord Kastrup.

Her kunne din reklame være
Se også