Klopp: ’Jesus ændrede alting’
Jürgen Klopp er en af de mest vellidte fodboldtrænere i fodboldverdenen. Hans ligefremme og ærlige måde at svare på blandet med den attraktive såkaldte ”Heavy Metal fodbold” (med hans egne ord) har gjort ham meget populær.
Klopps Liverpool var i år meget tæt på at vinde den engelske mesterskab, men måtte, trods utrolige 97 point og kun ét nederlag i sæsonen, se sig slået af Manchester City med et enkelt point. Og Liverpool-træneren er også, måske lidt uretfærdigt, blevet kendt som en mand, der taber finaler. Han har tabt 6 ud af 7 finaler. Sidste år tabte Liverpool Champions League finalen til Real Madrid med 3-1.
Retfærdighedsvis skal det dog siges, at hans hold til hver eneste finale har været underdogs. Den dårlige statistik kan blive ændret, når Liverpool og Tottenham med danske Christian Eriksen d. 1. juni spiller Champions League finale. Her er Liverpool i øvrigt favorit til at tage pokalen med de store ører hjem til Anfield, efter at de i en mindeværdig semifinale slog Messis FC Barcelona ud med utrolige 4-0, og dermed samlet gik videre med 4-3.
Kristus er den vigtigste
Men selvom Klopp har trænet og mødt nogle af de største personligheder i fodboldverdenen, så havde han et overraskende svar, da han skulle pege på den vigtigste person, som verden har set: Jesus Kristus. Og Klopps kristne tro har han flere gange talt åbent om. Sidste år uddybede han kommentaren om, hvorfor Jesus uden tvivl er den vigtigste person:
– For mig er det let at svare på. Den her fyr kommer ind i verden og har en klar mission, men det er ikke ligefrem som at gå en tur i parken. Det var jo ikke fordi han kom ind i verden og sagde:
Først og fremmest så skal jeg bevise overfor alle, at jeg virkelig eksisterer – det var jo ikke 100% tydeligt for alle. Så det var den positive del af hans mission. Men i slutningen tog han alle vores synder på sig og lod dem nagle ham til korset, forklarer Klopp.
– Og for mig som kristen, så er det selvfølgelig den mest afgørende ting, som nogensinde er sket, for det ændrede alting. Det tog godt nok lang tid, inden de gode nyheder virkelig spredte sig over hele jorden, og vi må indrømme, at der blev begået fejl undervejs. Men jeg lever i dag, og det er den største handling, der nogensinde er blevet gjort. Og der er ikke nogen måde, som vi selv kunne have gjort det på (fortjene frelsen red.) … og det behøver vi heller ikke, for der var én, der gjorde det for os. Det er en stor, stor trøst. Så ja, det er let at svare på, siger han.