Tro, Håb & Inspiration

Hvorfor går unge fra dør til dør og samler ind?

170 elever fra Vejlefjordskolerne har været på gaden for at samle ind til fattige.

Den sidste tirsdag og onsdag i august gik omkring 170 af Vejlefjordskolens grundskole- og gymnasieelever fra dør til dør for at samle ind til Hjælpeaktion 2019.

Hjælpeaktion er Adventistkirkens bidrag til ADRA Danmarks nødhjælps- og udviklingsarbejde. Frivillige over hele landet går fra dør til dør for at samle ind.

Pengene går til katastrofehjælp og til hjælp til selvhjælp blandt eksempelvis fattige afrikanske småbønder.

Vejlefjordskolen, der har rødder i Adventistkirken, har samlet ind hvert år siden 1930. Eleverne vælger selv, om de vil samle ind. Går de unge fra 6. klasse til 3. g ud med bøtten, får de fri fra skole i to dage.

Tre gymnasieelever udtalte sig således inden første dag for indsamlingen:

Nikolaj Madsen synes, det er fedt at få lov til at bruge 2 skoledage på at hjælpe folk i nød.
Nikolaj Madsen, 1.g

”Jeg har meldt mig til at samle ind, fordi jeg har denne tanke: Tænk, hvis det var mig, der var fattig eller ramt af krig og sult. Jeg ville også være glad, hvis nogen hjalp mig. Det er megafedt at få lov til at hjælpe folk og samtidig have fri fra skole i de to dage, vi samler ind.”

Hvad ville det værste ved at være fattig være for dig?
”Sult er sikkert forfærdeligt at opleve, men for mig ville det værste være at mangle et sted, jeg kan kalde mit hjem.”

Hvad ville du have lavet, hvis du ikke skulle samle ind?

”Så havde jeg nok bare siddet derhjemme og slappet af med YouTube. Det er ikke et stort offer for mig, for der kan ske så mange sjove ting, når man samler ind, og jeg er sammen med mine venner på en anden måde end i skolen. Vi får en fed oplevelse, når folk giver mere end bare en femmer.”

Daniel går i 1. g. på Vejlefjordskolens Gymnasium og var i slutningen af august med til at samle penge ind til verdens fattige.
Daniel Johansen, 1.g (kostelev)

”Jeg har det dårligt ved tanken om, hvordan fattige mennesker lever. De har svært ved at dyrke afgrøder på grund af tørke, og så har de kryb alle vegne. Jeg er virkelig taknemmelig over at bo i Danmark, men får også dårlig samvittighed. Man vil jo gerne hjælpe, men vi unge er opdraget til at være lidt dovne og ikke særligt hjælpsomme set i verdens-perspektiv. Derfor er det godt, at skolen arrangerer indsamlingen, så jeg får mulighed for at gøre noget. Det giver en god følelse bagefter.”

Hvad forventer du af indsamlingen i år?

”Jeg var også med til Hjælpeaktion sidste år, hvor vi fik nogle store beløb ind. Det var fedt. I år vil jeg bare gøre det bedste, jeg kan: Møde smilende og entusiastisk op ved dørene, og så er resten op til dem, der åbner. Sidste år oplevede vi, at selvom folk var hjemme, hvilket vi tydeligt kunne se gennem vinduerne, åbnede de ikke op, når vi ringede på. Det grinte vi lidt af, men det er jo folks eget valg.”

– Vi må hver især hjælper der, hvor vi kan, mener Maja. som går i 1.g.
Maja Hauvre, 1.g

(kostelev)

”Den bedste hjælp, man kan give, er hjælp til selvhjælp.” Udtrykket hørte jeg engang i et oplæg om udviklingsarbejde i grundskolen. Det er jeg enig i. Fattige skal helst ikke være afhængige af industrilandene, men vi kan hjælpe dem med at udnytte deres egne ressourcer på den bedste måde.”

Hvorfor har du valgt at samle ind?

”Jeg er med, fordi det er vigtigt, at vi hver især hjælper der, hvor vi kan. Den måde, jeg bedst kan hjælpe de fattige på, er ved at gå ud og banke på døre med en indsamlingsbøtte. Det giver en god følelse at gøre noget godt for andre. Mange på min alder er for dovne og ligger bare derhjemme.”

Hvad skulle du ellers have lavet?

”Så skulle jeg nok have ryddet op og været sammen med vennerne. Høre musik og spille kort.”

Hvad ville det værste ved at være fattig være for dig?

”Det sværeste ville være at skulle kæmpe sig igennem hverdagen hver eneste dag.”

Her kunne din reklame være
Se også