Tro, Håb & Inspiration

Troen på Gud er også at mødes med Ham derhjemme

Apostolsk Kirke Aalborgs nye podcast ”Hjemmetro” stiller skarpt på det personlige forhold med Gud derhjemme. Troen skal gerne blomstre ligeså stærkt om mandagen som i kirken om søndagen.

Severin Odgaard er værten på ”Hjemmetro”. I første afsnit snakkede han med Johannes Hansen, der er præst i Apostolsk Kirke Aalborg, om hvorfor hjemmetroen er så vigtig.

– Hvis vi har en rigtig god ven eller ægtefælle, vil vi nyde at være sammen med vedkommende hele tiden, siger Severin Odgaard, der har taget initiativ til at lave podcasten ”Hjemmetro”.

Severin er ungdomsleder i Apostolsk Kirke Aalborg. Han har i længere tid syntes, at der var behov for at snakke om, hvor vigtigt det personlige forhold med Gud er.

– I over et år har jeg tænkt over, hvordan vi som kirke kunne sætte fokus på hjemmetroen – den tro, der kommer til udtryk i vores personlige forhold til Gud uafhængig af kirken, præsten og andre mennesker.

Det behov blev ligesom forstærket i Corona-nedlukningen, siger Severin.
Han havde tænkt at lave ”Hjemmetro” til sin ungdomsgruppe. Men kirken bakkede med det samme op om idéen.

Første afsnit udkom den 29. april og handler om, hvorfor hjemmetro er så vigtig.
– Som kristne kan vi godt have tendens til at overlade ansvaret for vores tro på Gud til præsten, lovsangen og prædikenen.

Men vi har brug for at søge Gud på egen hånd, for troen bliver ikke båret af kirken alene. Vi har selv et ansvar for at holde liv i relationen med Gud, siger Severin.

Ikke kun i kirken

– Til sine disciple sagde Jesus: ”Kom og følg mig.” Disciplene fulgte ham hver dag i tre år. Det kan halvanden time i kirken om søndagen ikke gøre det ud for, siger Severin.

– ”Hjemmetro” er på ingen måde et opgør med kirken. Det er en påmindelse om, hvor vigtig den personlige relation med Gud er, siger Severin.

Han er selv præsteaspirant, elsker kirke og bruger meget tid i den.

– Uanset hvor meget man kommer i kirke, kan det aldrig ersattte, at man har Jesus i sit hjerte. Vi har brug for at gå til kilden selv, fortæller Severin.

– Jeg er i en kirke med fokus på frivillighed og engagement. Jeg kender fra mig selv, at troen nogle gange bliver en ugentlig aktivitet.

Men jeg tror, vi snyder os selv for en masse fred, glæde, håb og inspiration, hvis vi isolerer troen til en hobby, siger han.

Silas Majgaard (tv) er en af præsterne i Apostolsk Kirke Aalborg. I andet afsnit af ”Hjemmetro” giver han sit besyv til, hvordan man er sammen med Gud derhjemme.

Hvordan er man sammen med Gud?

Andet afsnit af ”Hjemmetro” handler om, hvordan man er sammen med Gud.

– Mange af os ved ikke, hvordan man griber det an at være sammen med Gud derhjemme på egen hånd, fortæller Severin.

– Det er svært for os at forstå, hvad det betyder, at Gud gerne vil have en personlig relation med os.

Vi er hurtige til at omdanne troen til et koncept, en teori eller institution. Men Gud er en person, understreger Severin.

Sammen med Silas Majgaard og Anette Vejdiksen fra Apostolsk Kirke Aalborg gennemgår han i afsnittet syv måder man kan være sammen med Gud på, som er vidt forskellige, fordi mennesker er forskellige.

– Grundlæggende tror jeg, at Gud gerne vil findes. Vi gør det kompliceret at være sammen med Ham, når vi forestiller os, at vi skal være sammen med Gud på en bestemt måde – folde vores hænder og lukke øjnene.

Hvis vi tror, at vi skal følge en bestemt opskrift for at være sammen med Gud, går vi galt i byen, mener Severin.

Hjemmetro for sultne og skeptikere

– Jeg håber, at podcasten kan hjælpe med at fremme et personligt kristen liv, der er mere end en hobby, som fylder vores tanker, følelser og tid, siger Severin.

– Podcasten er nok mest for dem, der er kristne i forvejen, som savner, at mandagen ligner oplevelsen henne i kirken om søndagen noget mere, siger Severin.

– Dem, der synes, det var så godt i nuet til gudstjensten. Men som synes, det falder til jorden, når man så sidder i bilen bagefter.

”Hjemmetro” er også for dem, der er mere skeptiske over for tro og religion. Dem, der søger åndelighed og liv, håber jeg at inspirere til, hvordan kristen åndelighed kan se ud i en hverdagskontekst, siger Severin.

Indtil videre har cirka 100 lyttet med på de første to afsnit af ”Hjemmetro”. Tre afsnit mere er på vej.

– De næste kommer til at handle om de tre kristne discipliner: lovsang, bøn og bibellæsning.
Vi kender dem alle fra kirken, men hvordan bærer man sig ad i hverdagen derhjemme? Det skal vi snakke om, siger Severin.

Han har indtil videre planlagt fem afsnit i serien. Men han laver gerne flere.

– Der er masser at snakke om, så hvis interessen er der, laver jeg gerne flere, fortæller Severin.
Man må også gerne skrive til mig, hvis der er noget, man undrer sig over. Så tager vi det med.

Det er vigtigt, at vi har en personlig tro – men troen er ikke privat. Vi skal tale om troen og dele den i en kontekst af kirke og andre kristne, slutter Severin.

Her kunne din reklame være
Se også