Nyt pust og gammel vind på Hedemølle
95 unge i 8. – 10. klasse startede den 9. august et nyt efterskoleår på Hedemølle Efterskole.
– Tænk at få lov til at modtage så stor en flok unge, som er klar til at tage fat i livet. Det er en velsignelse, vi kun kan være taknemmelige og meget ydmyge overfor, siger forstander Lars Juul Mikkelsen.
Den 1. august tiltrådte Lars Juul Mikkelsen som ny forstander på Hedemølle. Lars afløste Jens Dam, der havde været forstander på skolen i 34 år.
Så ikke blot er elevholdet nyt, men også forstanderen, der sammen med sin ægtefælle Lisbeth Hedelund Mikkelsen, som også underviser på skolen, er flyttet til fra Kolding.
Lars kommer fra en stilling som skoleleder på Den kristne friskole i Bramming og har tidligere været lærer og en del af ledelsen på Skibelund Efterskole. Kirkeligt kommer Lisbeth og Lars fra Apostolsk kirke i Kolding, men Lars er vokset op i Luthersk Mission i Vestjylland.
Hedemølle har altid været forankret i Evangelisk Luthersk Mission, og sådan vil det blive ved med at være, men Lars glæder sig alligevel til at bringe et nyt pust til skolens liv.
– Som skole er det vigtigt, at vi altid forholder os til, hvordan vi kan være relevante i den ungdomskultur, vi bevæger os i.
Det er en hårfin balance, som de unge går i hver dag, en balance, vi altid må arbejde på at finde, hvis vi skal støtte dem i at lykkes som dem, de er, siger Lars om sin hjertesag.
Mig, Gud og de andre…
I Lars’ hjerte ligger også tanken om medvandring i deres trosliv.
– Et sundt kristenliv i et nogle gange snørklet ungdomsliv, det ønsker vi at give dem trædesten til, siger han.
– På Hedemølle går vi hver dag med et klart sigte, nemlig at støtte de unge mennesker på deres rejse i livsoplysning, dannelse og demokratisk forståelse, siger Lars Juul Mikkelsen.
– At støtte og vejlede dem både når det handler om ”Mig og Gud”, men også hvor det handler om ”Mig og alle de andre”.
Et rummeligt fællesskab
Geografisk og kirkeligt kommer de unge på Hedemølle fra langt omkring. Selv om placeringen i det midtjyske kan give lang rejsetid til rigets yderste grænser, så har man altid elever fra alle landets regioner, samt Færøerne og Grønland.
Nogle år har skolen også elever fra Eritrea og andre steder i verden, hvor folk ikke har de samme levevilkår som i Danmark.
– På Hedemølle er vi ikke ens, heldigvis. Her skal være plads i fællesskabet, uanset om vi kommer fra Videbæk, Nexø eller Torshavn. Her skal være plads, uanset hårfarve, interesser eller teologisk forståelse. Vi definerer rammerne, men de unge kan vokse og udvikle sig indenfor disse rammer.
Unge vil bare lykkes
Skolen holder fast ved valgfag i stedet for ”linjer”.
– Vi har ikke linjer, hvor man kun nørder særlige interesser, men valgfag, hvor man kan fordybe sig, være sammen og udfordre sig selv, forklarer Lars.
Og der lægges vægt på fællesskab, hvad enten der skrues i ”Motor og metal”, designes i ”Genbrugsguld”, laves hovedbrud i ”Top-matematik” og hygges med lovsang og andagter.
– Vi er sammen om livet, vandrer sammen og ønsker hver dag at gå lidt længere sammen.
Vi tror på, at alle unge bare ønsker at lykkes, og vores opgave er at give dem gode og sunde trædesten til at opnå dette. Give dem trædesten til et sundt liv, en sund tro og et sundt selvbillede.
Det næste er det bedste
Efter et forår påvirket af COVID-19 og de begrænsninger det gav, er skolen heldigvis tilbage til næsten normalen igen.
– Vi glæder os til et år fyldt med oplevelser, læring og bevægelse. Skituren til Østrig er et af højdepunkterne, ligesom Europaturen til Normandiet og Paris.
Vi glæder os til volleykampe og sportsstævner, hvor vi kan møde andre unge, der har det ligesom os.
Vi glæder os til køkkenets herligheder 6 gange om dagen og bålmaden på Outdoor-turen. Men mest af alt, så glæder vi os til at være #SammenOmEfterskole, siger den nye forstander.