Tro, Håb & Inspiration

På Grejsdalen Efterskole skifter de tilbage til linjer

Efter nogle år med et væld af valgfag med fokus på medier, musik, kunst og sport har Grejsdalen Efterskole skiftet tilbage til at tilbyde fem forskellige linjer. Og det har givet pote.

På Grejsdalen Efterskole ved Vejle kan de glæde sig over at have det største elevhold i otte år.

På Grejsdalens Efterskole havde de i nogle år kørt med et hav af valgfag med fokus på medier, musik, kunst og sport. Det virkede dog ikke som om, de fik fat i ret mange elever, som for alvor brændte for at producere medier, spille musik, lave kunst eller dyrke sport.

Derfor tog de for et par år siden en vigtig beslutning fortæller forstander René Dahl Brorson. Linjefagene skulle tilbage på Grejsdalens Efterskole.

– Siden har vi introduceret fem linjer:

Sportslinjen, forfatterlinjen, musik & performancelinjen, medie & grafiklinjen og kunst og designlinjen, siger René, der glæder sig over, at eksperterne er begyndt at vende tilbage:

– Vi har dygtige kunstnere, musikere, mediefolk. Vi har elever, der elsker høj puls og nogle, der drømmer om at udgive den næste Harry Potter.

Med dygtige elever og de tilbud, skolen nu stiller eleverne i udsigt, følger også flere krav til udstyr. Ydermere er dette skoleår begyndt med det største elevhold i otte år. Det betyder ligeledes, at rammerne bliver mere presset. Derfor har skolens bestyrelse for nylig besluttet at udvide og investere:

• Musiklinjen skal have to musiklokaler. Det betyder, at det nuværende musiklokale i Salen suppleres med et lokale mere. Musiklærerne er i gang med forberedelserne til at købe instrumenter, så det kan sættes i værk hurtigst muligt.

• Medielinjen vil fra januar komme til at råde over et par ekstra maskiner, så man bedre kan producere de film og grafiske produktioner, som der er ønsker om. Desuden vil streaminglokalet flytte til et større lokale, hvilket giver mulighed for på sigt selv at producere skolens stort anlagte og livetransmitterede medieugeproduktion.

• Kunstlinjen får til december en ny keramikovn, som kan levere de temperaturer, som sætter de kreative elever i stand til at arbejde med såvel stentøj, keramik og glas.

Rene Dahl Brorson har sammen med sin hustru Helle været forstander på Grejsdalen Efterskole side 2012.

– Vi glæder os til at give nuværende og fremtidige elever endnu bedre muligheder for at udleve deres kreative drøm på Grejsdalens Efterskole, lyder det fra forstander René Brorson.

Grejsdalens Efterskole er en efterskole, som med rødder i Indre Mission hviler på et kristent fundament. Skolen bestræber sig på at omsætte kristendommen til praksis i den måde, man møder hinanden på i samtale, omtale og væremåde.

Men skolen er ikke kun for kristne unge. De senere år har man også haft hinduer, muslimer og elever med en meget forskellig holdning til livet og det at tro. Derigennem lærer eleverne en masse om livet og respekt for forskellighed.

Nyt pust og gammel vind på Hedemølle

Se også