Tro, Håb & Inspiration

Underskønne salmer med poppede nuancer

Ronnie Martin har fra tidligt i sin karriere udtalt, at han ikke mener, det er nok, at kristne musikere bare laver en mere korrekt og kristen version af det, som den sekulære scene allerede producerer. Altså, hvis man laver musik for sin skaber, skal man stræbe efter det unikke og storslåede.

Den førnævnte udtalelse må man sige, at Ronnie Martin, bror til Starflyer 59’s Jason Martin, har gjort sit ypperste for at efterleve. Siden midten af 90’erne har Ronnie, bedre kendt under sin tidligere moniker, Joy Electric, udgivet 14 albums og næsten lige så mange EP’er. Hans kendetegn har altid været hans vidtgående brug af synthesizer-instrumentet, og hans meget let genkendelige og excentriske vokalstil.

From the Womb of the Morning. . . er på ingen måde mindre ambitiøst end tidligere udgivelser, men samtidigt er det nok et af hans letteste værker for nye lyttere at fordybe sig i.

Det er ikke altid nemt, når en kunstner forsøger at adaptere bibelsk poesi og salmer til deres egen musiske stil. Men Ronnie, som selv fungerer som pastor i en evangelisk frikirke, har tydeligvis den dybeste respekt for de bibelske skrifter. Der har været et klart fokus på at konstruere lydlandskaber og melodier, som ophøjer grundfortællingen i disse sange, hvis titler alle er direkte taget fra Salmernes bog, Prædikernes bog og Jeremias’ bog.

Ronnie’s brug af synths og trommer gennem hele albummet er intet mindre end absolut brilliant, og kombineret med hans eventyrlige fremstilling af de bibelske tekster oplever man en helt speciel blanding af både gåsehud og danselyst.

Lidt ligesom hans udgivelser under navnet Joy Electric er det meget svært at sætte denne musik i nogen bås. Det er poppet, men også andægtigt. Sofistikeret, men samtidigt aparte og forunderligt. Hvis han ikke allerede havde gjort det, så har Ronnie Martin med denne plade fået slået sin status som pioner inden for trosbaseret musik fast med syvtommersøm.

Kunstner: Ronnie Martin

Titel: From the Womb of the Morning, The Dew of Your Youth Will Be Yours

Genre: Synthpop

Download: itunes.

Se også