Tro, Håb & Inspiration

Ny ungdomskonsulent i Region Øst

– Ansættelsen som ungdomskonsulent i Region Øst netop nu er en ”gudfældighed”, siger Caroline Skovbjerg.

Caroline Skovbjerg på 28 år starter som ungdomskonsulent i Indre Missions Region Øst til september.

Caroline er en pige med rødderne plantet i IM og har i mange år været engageret i IMUs arbejde, bl.a. som formand. Nu er hun klar til at prøve kræfter med opgaven som ungdomskonsulent i København.

– Jeg har gennem flere år set et behov for mere IMU i København, siger Caroline Skovbjerg, der trods sine jyske rødder kender en del til de unge kristne fælleskaber i København efter et ophold på Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Allerede for mange år siden mærkede hun en længsel efter at være med til, at flere unge skulle opleve at blive en del af IMU-fællesskabet, som hun selv har været så glad for.

’’Gudfældigt’

Caroline er færdig med sin 3K-uddannelse (professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation) til sommer og skal giftes med Nikolai Kaltoft den 10 juli. Så for hende er det den helt rigtige vej at gå.

– Jeg havde håbet en dag at kunne lave noget for IMU, men at det sker lige nu, er meget ”gudfældigt”, siger Caroline Skovbjerg.

Caroline har god erfaring med i bagagen, da hun har været ungdomskonsulent i Ordet og Israels ungdomsarbejde Joffi i 4 år. Derfor har hun masser af erfaring med at lede frivillige og med kommunikation.

Så hun har gode færdigheder med sig, som hun kan bruge, når hun d. 1. september starter i den nye stilling.

Caroline Skovbjerg afløser den nuværende formand Lene Kjær Andersen.

Se også