Tro, Håb & Inspiration

Nu er det Stryper igen

Så er der ny musik ude fra Stryper. Det er efterhånden blevet normen, at der skal et nyt album ud inden julesalget, og det kom der så også i 2022.

Albummet blev hypet op forinden til, at det skulle være det bedste nogensinde, men efter at fansene havde hørt det, så blev hesten lige klappet en smule. Det er da et godt album, men man kan jo ikke blive ved med at overgå sig selv. Lydbilledet er godt. Der er bund i guitarerne (de lyder ikke tynde, som på de første udgivelser).

Michael Sweet synger godt, og de spiller alle op til deres bedste. Der er mange gode guitarsoloer fra Oz Fox og Michael. Svagheden ved albummet er, at det kniber med de gode melodier. Sangene er ok. Teksterne er bibelfunderet. Sangen ‘The Way, The Truth, The Life’ har en god, stærk tekst, men den bedste melodi har efter min mening sangen ‘Near’, som (bare) er en “oh baby” sang.

De andre sange er ikke dårlige, men når man har været fan i mange år, bliver forventningerne høje. Hvis du aldrig har hørt Stryper før, synes du sikkert godt om det, hvis du ellers kan lide hard rock. For os andre kommer vi til at sammenligne musikken med tidligere udgivelser, hvorfra vi allerede har vores yndlingssange.

Stryper er efterhånden veteraner på den kristne musikscene, og de er usædvanlige på den måde, at de helt fra starten af ikke gik efter at lave musik for de kristne, men for at forkynde evangeliet “ude i verden” med en klar evangelisk profil. De har uddelt Nye Testamenter fra scenen gennem alle årene og indimellem fået kastet dem i hovedet igen.

De gør også, hvad de kan for at “være synlige i miljøet” og møde ikke-troende musikere. For nyligt blev Michael fotograferet sammen med danske King Diamond (Kim Bendix Pedersen). Nogle kristne var forargede, nogle syntes det var fedt. Vi er begge mennesker, udtalte Michael i den forbindelse.

Kunstner: Stryper
Titel: The Fimal Battle
Genre: Hard Rock
Download: itunes.dk – Pris: 79 kr.

Her kunne din reklame være
Se også