Debutalbum med 25 sange og flotte tekster
Benjamin William Hastings er en nordirsk sangskriver. Han er 31 år og lovsangsleder i Hillsong United. Derudover skriver han sine egne sange, som har resulteret i et debutalbum med ikke mindre end 25 sange.
Benjamins album er ”en pose blandede bolcher” vil jeg mene. Der er variation i sangene, i optagelserne og tempo. Nogle sange lyder, som om de er optaget i et kæmpe tomt rum, mens andre lyder som live-optagelser og andre igen som studieoptagelser. Musikalsk er det ikke et stort, fyldigt lydbillede, men ofte et meget simpelt.
Benjamins stemme er meget speciel, men han behersker de fleste tonearter godt – og er især stærk på tenoren. Hans tekster er meget ærlige og nemme at identificere sig med, da han tager emner op, som vi alle kan relatere til. Samtidig synges sangene med indlevelse og autencitet, hvilket er et plus. Det kan af og til være svært at høre teksterne, hvilket jeg synes er ærgerligt, for det er især teksterne, der er bemærkelsesværdige.
Jeg synes dog, det er synd, at der er så mange sange – 25 er lige i overkanten, og jeg bliver lidt træt i længden. Men for dem, som er til hans stil, vil det helt sikkert være skønt med så mange sange. Min favorit er sangen ”A Fathers blessing,” som jeg synes er flot i både tekst, musik og arrangement. Den er også udgivet som single.
Albummet her er også udgivet i en ”Songwriter edition,” hvor Benjamin og nogle af hans venner kommenterer sangene. Så kan man gå et lag dybere, hvis man er interesseret i det.
Kunstner: Benjamin William Hastings
Titel: Benjamin William Hastings
Genre: Folk/lovsang
Tilgængelighed: Diverse streamingtjenester